Politik

fre, 17 jan 2025

Brug af psykologiske test i grønlandske anbringelser stoppes

På et pressemøde i sidste uge med statsminister Mette Frederiksen (S) og Grønlands regeringsleder, Múte B. Egede, lød det, at de forventede en snarlig løsning på brugen af omdiskuterede psykologiske test i anbringelsessager med grønlandske børn. Fredag lyder det, at de to regeringer er blevet enige om at stoppe brugen af de kritiserede test.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix På et pressemøde i sidste uge med statsminister Mette Frederiksen (S) og Grønlands regeringsleder, Múte B. Egede, lød det, at de forventede en snarlig løsning på brugen af omdiskuterede psykologiske test i anbringelsessager med grønlandske børn. Fredag lyder det, at de to regeringer er blevet enige om at stoppe brugen af de kritiserede test.

Brugen af kritiserede psykologiske test i forbindelse med anbringelser af børn med grønlandsk baggrund stoppes nu.

Dertil skal aktuelle anbringelser, hvor testene er blevet anvendt på familier af grønlandsk baggrund, undersøges på ny.

Det er den danske regering og den grønlandske regering Naalakkersuisut blevet enige om, skriver Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget tilfreds med, at den danske regering er enig med Naalakkersuisut om at imødekomme et dybtfølt ønske fra Naalakkersuisut og den grønlandske befolknings side, lyder det fra Aqqaluaq B. Egede, Grønlands minister for børn og unge.

Udmeldingen er en kulmination på længere tids intens debat om de psykologiske test, hvor demonstranter med grønlandsk baggrund har protesteret foran Christiansborg.

Når kommuner skal vurdere, om et barn skal anbringes uden for hjemmet, kan sagsbehandlerne gøre brug af standardiserede psykologiske test.

Her kan resultaterne indgå i en samlet vurdering af barnets og familiens vilkår, og hvorvidt barnet bør blive anbragt.

De standardiserede psykologiske test har dog været heftigt kritiseret for ikke at tage højde for den kulturelle og sproglige forskel, der er mellem grønlandske og danske familier.

De bliver nu fjernet efter demonstrationer, politisk pres fra de nordatlantiske mandater og storpolitiske snakke mellem formanden for Grønlands regering, Múte B. Egede, og den danske statsminister Mette Frederiksen.

- Det er en alvorlig tvivl, der er blevet rejst. Der må ikke sidde familier tilbage, som er utrygge om, hvorvidt deres barn er anbragt på et forkert eller uoplyst grundlag, siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen.

Hun har været i samråd om sagen før, hvor svaret lød, at det ikke var muligt for regeringen at forbyde brugen af testene.

Spørgsmål: Kritikken har varet længe, og I har ikke villet tage dette skridt før. Hvorfor nu?

- Jeg startede med at skrive til kommunerne, at jeg mente, at de konkret skulle stoppe brugen af de her test. Vurderingen var på det tidspunkt, at det var så langt, jeg kunne gå, i og med at det ikke var skrevet i loven, at det var påkrævet at bruge de her test.

- Nu har vi haft en ekstra runde på det og undersøgt, om der ikke var mere, man kunne gøre.

I stedet for testene vil der nu blive nedsat en særlig enhed med ekspertise i grønlandsk sprog og kultur, der skal hjælpe kommunerne i anbringelsessagerne.

Det er regeringens plan nu at fremsætte et lovforslag, så ændringen kan træde i kraft senest fra 1. maj.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Grønlands regering: Falsk Múte B. Egede-profil sender sviner mod USA Det er ikke den rigtige Múte B. Egede, der beordrer USA til at droppe Grønland... Læs mere
Erhvervsordførere indkaldt til orientering om geopolitisk situation Orienteringen kommer, dagen efter at regeringen holdt møde med topchefer fra de... Læs mere
Støjberg i Israel er skeptisk over holdbarhed i våbenhvile og to stater Trods våbenhvile kan fred og tostatsløsning vise sig for svært, siger Inger S... Læs mere
Højere dosis af Novo-middel giver højere vægttab i nyt studie Novo Nordisk har tredoblet dosen af det aktive stof semaglutid i nyt studie, der... Læs mere
Styrelse sår tvivl om værft kan servicere skyggeflåde og søværnet Skibe fra søværnet serviceres på dansk værft side om side med skibe, som und... Læs mere