Politik

fre, 17 jan 2025

Erhvervsordførere indkaldt til orientering om geopolitisk situation

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) indkaldte fredag morgen Folketingets partiers erhvervsordførere til et møde om den geopolitiske situation.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Erhvervsminister Morten Bødskov (S) indkaldte fredag morgen Folketingets partiers erhvervsordførere til et møde om den geopolitiske situation.

Folketingets partiers erhvervsordførere har fredag morgen været til en orientering hos erhvervsminister Morten Bødskov (S) om den geopolitiske situation.

Det oplyser Erhvervsministeriet til Ritzau.

Mødet skulle ifølge flere medier have fundet sted i tidsrummet 09.00 til 09.45.

Ifølge erhvervsordfører i Venstre Louise Elholm handlede mødet mere præcist om situationen i det danske erhvervsliv i lyset af den geopolitiske situation. Her udspiller sig en storpolitisk konflikt mellem USA og Danmark.

- Vi er jo meget afhængige af eksport, og hvad den geopolitiske situation har af betydning for det. Der er jo ikke nogen, der kan forudse, hvad der sker fra på mandag, siger hun.

Mandag er dagen, hvor den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, indsættes i sit embede.

Erhvervsordførerne er ikke de eneste, der er blevet indkaldt til møde med erhvervsministeren.

Også formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen, er blevet indkaldt til en orientering fredag. Det bekræfter FH over for Ritzau.

Trump har den seneste tid truet med at hæve toldsatserne mod Danmark, som et led i hans indsats for at sikre ejerskab over Grønland.

Det fik regeringen til at indkalde topcheferne i de største danske virksomheder til et møde i Statsministeriet torsdag.

Her blev de orienteret om, hvordan regeringen arbejder i kulisserne med den storpolitiske konflikt, der udspiller sig aktuelt mellem USA og Danmark.

Erhvervsminister Morten Bødskov understregede efter mødet, at regeringen og erhvervslivet forbereder sig på alle scenarier.

- Jeg tror, at alle kan se, at det er usædvanlige meldinger, der kommer. Det skal vi forholde os til, sagde Morten Bødskov torsdag efter mødet med topcheferne.

USA er Danmarks største eksportmarked, hvortil danske virksomheder hvert år sælger for omkring 300 milliarder kroner.

En højere told på danske varer kan derfor være en kritisk hindring for dansk erhvervsliv og samfundsøkonomi.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forsvarsminister stoler på amerikansk samarbejde trods Vance-tale USA er ikke på vej ud af Nato, siger Troels Lund Poulsen, der samtidig understr... Læs mere
Mette F. ser nye toner fra USA: Der er skabt en usikkerhed - Der er skabt en usikkerhed, som vi ikke har set i vores levetid, siger statsmi... Læs mere
Mette F. holder fast: Nato er den billigste vej frem for Ukraine Trods USA-modstand mod Ukraine i Nato, er det den "billigste og nemmeste" vej fr... Læs mere
Mette F. deltager i hasteindkaldt europæisk møde med topledere Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har indkaldt til europæisk topmøde mand... Læs mere