De seneste år har Danmark gennem Dan Jørgensen (S) haft en central rolle som facilitator i de internationale forhandlinger til klimatopmøder.
Men det ændrer sig nu.
Efter Dan Jørgensens udnævnelse til EU-kommissær har klimaminister Lars Aagaard (M) overtaget ansvaret for de globale klimadiplomatiske opgaver.
Her har Lars Aagaard selv meddelt det kommende formandskab til klimatopmødet COP29 i Aserbajdsjan, at han ikke er den bedste mand til rollen som facilitator i forhandlingerne.
- Da jeg fik ansvaret, meddelte jeg med det samme til Aserbajdsjan, at jeg gerne vil stille mig til rådighed, men at de skal finde den bedste person til det job. Facilitatorrollen skulle gerne være hos en, der har været med i den forberedende proces, og det har jeg selv sagt ikke været, siger han.
Rollen lander i stedet hos Chris Bowen, der er klima- og miljøminister i Australien.
Indtil regeringsrokaden for nylig var den danske klimapolitik delt op mellem klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard og Dan Jørgensen, der var minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.
Med Dan Jørgensens afgang til Bruxelles har Lars Aagaard overtaget de globale forpligtelser, og allerede nu er der skrevet 20 nye rejser ind i hans kalender inden årsskiftet.
Lars Aagaard afviser, at han er blevet bedt om at trække Danmark fra rollen som facilitator.
- Det er jeg ikke, for vi har selv rakt ud til Aserbajdsjan og sagt, at det var naturligt, at man genovervejede facilitatorrollen.
Lars Aagaard har ikke været involveret i det løbende arbejde med klimatopmødets forberedelse, som Dan Jørgensen har haft ansvaret for.
- En facilitatorrolle er en neutral formidler af de synspunkter, forskellige interessegruppe har i forhandlingerne, og det vil stå forkert, hvis Danmark klamrede sig til rollen, siger han.
Som ny minister for den globale klimapolitik ser Lars Aagaard især frem mod, at han får et væsentligt ansvar, når Danmark overtager EU-formandskabet i andet halvår af 2025.
Det er samtidig med, at klimatopmødet COP30 næste år skal fastlægge landenes nye reduktionsmål. Det vil sætte retningen for klimaambitionerne fremover.
- Der bliver det Danmarks rolle at holde samling på EU, når vi forhandler på EU's vegne.
Kilde: /ritzau/