Politik

man, 09 sep 2024

Hæstorp-vikar vil overveje overborgmesterrolle frem til næste valg

Lars Weiss (S) skal tænke over, om han vil fortsætte som fungerende overborgmester i København frem til næste kommunalvalg.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Lars Weiss (S) skal tænke over, om han vil fortsætte som fungerende overborgmester i København frem til næste kommunalvalg.

Det er endnu uvist, om Lars Weiss (S) vil fortsætte som fungerende overborgmester i København frem til kommunalvalget i 2025.

- Jeg skal hjem og tænke og føle efter i forhold til, om jeg vil stille mig til rådighed frem til næste valg, siger han til Ritzau.

Lars Weiss blev fungerende overborgmester i kommunen, efter at tidligere overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) blev ny social- og boligminister i slutningen af august.

Hun overtog ministerposten fra Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der efterfølgende meldte sig som overborgmesterkandidat i København for Socialdemokratiet.

Det er ikke første gang, at Lars Weiss tiltræder som fungerende overborgmester.

I oktober 2020 blev han Københavns overborgmester, da Frank Jensen trak sig efter sager om krænkende seksuel adfærd.

Dengang sad Lars Weiss på posten indtil kommunalvalget i 2021.

På onsdag skal Socialdemokratiet vælge sin spidskandidat til kommunalvalget næste år. Indtil videre er Pernille Rosenkrantz-Theil den eneste kandidat.

I sidste uge fortalte Pernille Rosenkrantz-Theil, at hun er skeptisk over for en af Socialdemokratiets helt store mærkesager i København: Lynetteholm-projektet.

Projektet indebærer, at der skal bygges en ny ø med tusindvis af boliger i havet ud for København.

Det er ifølge Lars Weiss ikke et problem, at en fremtidig spidskandidat for Socialdemokratiet har den holdning.

- Det er sundt at være skeptisk. Men jeg bider også mærke i, at Pernille siger: "Ja, Lynetteholmen kommer", siger han.

Pernille Rosenkrantz-Theil sagde i sidste uge, at "man godt kan få hende overbevist" om projektet, men at der skal være fokus på, at unge københavnere også har mulighed for at få lejligheder på øen.

- Jeg tror ikke, at forskellen på substansen er særlig stor, for den diskussion om, hvad Lynetteholmen skal blive til, kører allerede, siger Lars Weiss.

- De intentioner der har været på rådhuset indtil nu, har netop været, at Lynetteholmen er en af forudsætningerne for, at vi kan holde fast i, at København er en blandet by med borgere med alle mulige former for indkomster.

Han mener også, at man endnu ikke skal træffe alle beslutninger om, hvad Lynetteholmen skal blive til.

- Der skal også komme nogen efter os, der skal være med til at sætte præget her, for verden ændrer sig, og det kan være nogle helt andre ting, der er behov for på længere sigt, siger han.

Planen er, at Lynetteholmen skal stå færdig i 2070.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Økonomista udvider ejerkredsen med Media Group Danmark Pengemagasinet Økonomista, der fokuserer på at formidle økonomi til kvinder, ... Læs mere
Lundbeck får fingre i epilepsi-middel med milliardopkøb i USA Lundbecks amerikanske opkøb på 17 milliarder kroner vil være selskabets stør... Læs mere
Vermund skifter kreds trods titel af stemmesluger i Sydjylland Pernille Vermund går efter at blive spidskandidat for LA i Sjællands Storkreds... Læs mere
Lundbeck får fingre i epilepsimiddel med milliardopkøb i USA Lundbecks amerikanske opkøb på 17 milliarder kroner vil være selskabets stør... Læs mere
Medie: Fysioterapeuters fagforening har ondt i arbejdsmiljøet Den administrative ledelse er sygemeldt, og Arbejdstilsynet ser tegn på alvorli... Læs mere