Politik

tir, 24 dec 2024

Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores

Múte B. Egede deltog i august i et pressemøde i forlængelse af et kontaktudvalgsmøde på Flyvestation Aalborg. Mandag slår han fast, at Grønland ikke er til salg. (Arkivfoto).
René Schütze/Ritzau Scanpix Múte B. Egede deltog i august i et pressemøde i forlængelse af et kontaktudvalgsmøde på Flyvestation Aalborg. Mandag slår han fast, at Grønland ikke er til salg. (Arkivfoto).

Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, afviser klart, at Grønland skulle være til salg, efter Donald Trumps kommentar om, at "ejerskabet og kontrol over Grønland er altafgørende".

- Grønland er vores. Vi er ikke til salg og vil aldrig komme til salg, siger Múte B. Egede i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Dog skal vi fortsætte med at være åbne for samarbejde og handel med hele verden, især med vores naboer. Da alt samarbejde og handel ikke kan gå via Danmark, lyder det videre fra landsstyreformanden.

I forbindelse med, at USA's kommende præsident natten til mandag dansk tid annoncerede sit bud på en kommende amerikansk ambassadør i Danmark, genåbnede han debatten om Grønland.

- For den nationale sikkerheds skyld og for frihed i hele verden føler USA, at ejerskabet og kontrol over Grønland er altafgørende, skrev han på Truth Social.

Trump skrev ikke sort på hvidt, at det er amerikansk kontrol, der er afgørende. Han skrev heller ikke, at USA gerne vil købe Grønland.

Det var netop et foreslået amerikansk køb af Grønland, som under Trumps første præsidentperiode skabte gnidninger i det dansk-amerikanske samarbejde. Forslaget blev fremlagt i august 2019 af Trump.

Dengang blev forslaget hurtigt afvist af statsminister Mette Frederiksen (S). Hun kaldte hele diskussionen for "absurd".

Ritzau har mandag foreløbig forgæves forsøgt at få en kommentar fra Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til Trumps melding.

De to grønlandske folketingsmedlemmer, Aaja Chemnitz og Aki-Matilda Høegh-Dam, afviser dog begge Trumps mulige købsinteresse.

- Jeg synes, ordene ejerskab og kontrol fra en kommende præsident fra USA, som bestemmer hele den vestlige verdens udenrigs- og sikkerhedspolitik, er et rimeligt klart signal om, at man gerne vil købe Grønland, siger Aaja Chemnitz til Ritzau.

Hun kalder det "meget respektløst", at Grønland omtales som noget, der kan købes.

Ligesom landsstyreformanden er både Chemnitz og Høegh-Dam også åbne for et øget samarbejde med USA.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Minister vil se på om værft kan servicere skyggeflåde og søværnet Skibe fra søværnet serviceres på dansk værft side om side med skibe, som und... Læs mere
Fitnesskæde får bøde på 600.000 kroner for vildledning af forbrugere Arca gjorde ikke tydeligt opmærksom på, at man blev tilmeldt et løbende abonn... Læs mere
Danske kampfly og skibe bidrager til overvågning i Østersøen Danmark bidrager til Nato-indsats med blandt andet fly og skibe, oplyser Forsvar... Læs mere
Myndigheder får lettere ved at håndtere forbud mod ulovlige bander Politi og øvrige myndigheder skal med ny lov få bedre muligheder for at sætte... Læs mere
Medier: Ansatte har i flere år oplevet seksuel chikane i advokatfirma Djøf mener, at der er tale om et alvorligt ledelsessvigt i Plesner. Ledende par... Læs mere