Politik

fre, 06 sep 2024

Løkke afviser problemer med sexchikane hos Moderaterne

Moderaternes politiske leder, Lars Løkke Rasmussen (M), har måttet svare på mange spørgsmål fra journalister i kølvandet på anklagerne om sexisme og mobning på partiets hovedkontor. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Moderaternes politiske leder, Lars Løkke Rasmussen (M), har måttet svare på mange spørgsmål fra journalister i kølvandet på anklagerne om sexisme og mobning på partiets hovedkontor. (Arkivfoto).

Moderaternes politiske leder, Lars Løkke Rasmussen, siger, at Arbejdstilsynet ikke har fundet problemer med sexisme eller sexchikane i forbindelse med sit tilsyn på Moderaternes partikontor.

Det gør han til flere medier, heriblandt TV 2, DR og Ekstra Bladet, i forbindelse med, at partiet holder hovedbestyrelsesmøde i Nyborg.

En række tidligere og nuværende ansatte hos Moderaterne har sendt en fem sider lang indberetning til Arbejdstilsynet, hvor de blandt andet beskriver et arbejdsmiljø med både mobning og sexisme.

Efterfølgende har Moderaterne inviteret Arbejdstilsynet indenfor på partikontoret til et tilsynsforløb. Et forløb, der er overstået fredag, og hvis konklusion endnu er uklar.

Men Lars Løkke Rasmussen hævder altså, at der ikke er fundet tegn på den del af anklagerne, der handler om seksuelt grænseoverskridende adfærd.

- Der er ikke sexisme. Der er ikke sexchikane. Det ved jeg, fordi Arbejdstilsynet er kommet så langt, så det kan jeg slå fuldstændigt fast.

Løkke afviser dog ikke, at der kan være hold i andre anklager om dårligt arbejdsmiljø.

- Er det det samme som, at der ikke kan være udfordringer omkring mobberi og en hård tone? Det er det jo ikke. Det kommer for en dag. Det har vi selv sat i værk, og så skal vi selvfølgelig handle på det, siger han ifølge DR.

Moderaterne reagerede på anklagerne om dårligt arbejdsmiljø ved at holde et længere møde med de ansatte mandag,

Det mundede blandt andet ud i en beslutning om at få tilknyttet en erhvervspsykolog i forsøget på at komme problemerne til livs, ligesom Arbejdstilsynet altså også blev rekvireret.

Anklagerne og håndteringen af sagen fik torsdag Moderaternes folketingsmedlem Jeppe Søe til at meddele, at han ville melde sig ud af partiet.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forsvarsminister stoler på amerikansk samarbejde trods Vance-tale USA er ikke på vej ud af Nato, siger Troels Lund Poulsen, der samtidig understr... Læs mere
Mette F. ser nye toner fra USA: Der er skabt en usikkerhed - Der er skabt en usikkerhed, som vi ikke har set i vores levetid, siger statsmi... Læs mere
Mette F. holder fast: Nato er den billigste vej frem for Ukraine Trods USA-modstand mod Ukraine i Nato, er det den "billigste og nemmeste" vej fr... Læs mere
Mette F. deltager i hasteindkaldt europæisk møde med topledere Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har indkaldt til europæisk topmøde mand... Læs mere