Politik

ons, 11 sep 2024

Metanreducerende tilskudsordning kan spærre kvæg inde i stalden

Omkring 75.000 ikke-økologiske kvæg kommer på græs om foråret, men det kan være i uoverensstemmelse med en tilskudsordning, som skal mindske udledningen af metangas. (Arkivfoto).
Claus Fisker/Ritzau Scanpix Omkring 75.000 ikke-økologiske kvæg kommer på græs om foråret, men det kan være i uoverensstemmelse med en tilskudsordning, som skal mindske udledningen af metangas. (Arkivfoto).

En tilskudsordning til midlet Bovaer, der mindsker produktionen af metangas i køers maver, er delvist betinget af, at landmænd, der får tilskud, skal holde deres kvæg i stald året rundt.

Det fremgår ifølge Politiken af en bekendtgørelse om tilskudsordningen.

Sagen drejer sig om en tilskudsordning, der er kommet til verden for at mindske udledningen af metangas fra landbruget, som bidrager til klimaforandringer.

Landmænd, som producerer ikke-økologiske kvæg, har fået bebudet, at de enten i tre måneder skal give deres kvæg Bovaer, eller at de skal fodre deres kvæg med mere fedtholdigt foder, der også reducerer kvægs metangasudledning.

Som gulerod for at bruge Bovaer er der blevet indført en tilskudsordning, så landmænd kan få dækket en del af regningen, hvis de fodrer deres kvæg med midlet.

Men det er altså ifølge Politiken betinget af, at landmændene ikke sætter sine dyr på græs.

- Tilskudsordningen er skruet sammen, som vi frygtede allermest. Det er stik imod, hvad der er godt for køerne, nemlig at komme ud på marken og græsse, og et skridt i retning af dårligere dyrevelfærd - det gør mig trist på dyrenes vegne, siger Sophie Hastrup Christensen, som er landbrugspolitisk chefkonsulent for Dyrenes Beskyttelse.

Ifølge Politiken er der cirka 75.000 ikke-økologiske kvæg, som i dag får lov at komme på græs, i Danmark.

Metangas er en drivhusgas, som bliver ledt ud i atmosfæren, når køer prutter. Drivhusgasser gør, at Jordens varme har sværere ved at forlade planeten, og bidrager dermed til global opvarmning.

Det danske landbrug står for cirka en tredjedel af landets samlede udledning af drivhusgasser.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere