Politik

tir, 28 jan 2025

Mette F. holder møder med Scholz, Macron og Rutte tirsdag

Statsminister Mette Frederiksen (S) besøgte i februar sidste år en våbenproducent i Tyskland sammen med forbundskansler Olaf Scholz. Tirsdag holder de møde i Berlin. (Arkivfoto).
Ronny Hartmann/Ritzau Scanpix Statsminister Mette Frederiksen (S) besøgte i februar sidste år en våbenproducent i Tyskland sammen med forbundskansler Olaf Scholz. Tirsdag holder de møde i Berlin. (Arkivfoto).

Statsminister Mette Frederiksen (S) får en travl tirsdag, hvor hun skal forbi både Berlin, Paris og Bruxelles.

I de tre europæiske storbyer skal hun holde møder med henholdsvis Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Nato-generalsekretær Mark Rutte.

Dagsordenen er "det europæiske sammenhold", oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

- Europa står i en alvorlig situation. Med krig på kontinentet og skift i den geopolitisk virkelighed. I sådan en tid er det afgørende med sammenhold, siger Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen om den tilspidsede situation omkring Grønland specifikt skal diskuteres.

Olaf Scholz har dog tidligere kommenteret situationen.

Han har understreget, at nationale grænser er ukrænkelige, hvilket han tidligere i januar diskuterede med europæiske ledere.

- I mine drøftelser med vores europæiske partnere har der været en vis uforståenhed over for de seneste udtalelser fra USA.

- Princippet om vores grænsers ukrænkelighed gælder alle lande, uanset om de ligger øst eller vest for os, sagde Scholz 8. januar ifølge Reuters.

Samme dag udtalte også Frankrigs udenrigsminister Jean-Noël Barrot om Grønland.

- Det er selvfølgelig ikke en mulighed, at Den Europæiske Union vil lade andre lande i verden angribe sine suveræne grænser, hvem end de er, sagde Barrot ifølge Le Monde.

Kommentarerne kom, efter at USA's præsident, Donald Trump, ikke ville udelukke brug af økonomisk eller militær tvang for at få kontrol over blandt andet Grønland.

Den udtalelse faldt, inden Trump tiltrådte som præsident, men han har siden flere gange gentaget sit ønske om øget amerikansk kontrol over Grønland af sikkerhedspolitiske hensyn.

Mette Frederiksens planlagte besøgsrunde tirsdag kommer efter, hun søndag havde besøg af den svenske statsminister, den norske statsminister og Finlands præsident i København.

Mødet blev efterfulgt af en uformel middag privat hos Mette Frederiksen.

- Vi har altid stået sammen i de nordiske lande. Og med den nye og mere uforudsigelige virkelighed, som vi står i, er det kun blevet endnu vigtigere med gode og tætte alliancer og venskaber, skrev Mette Frederiksen efterfølgende på Facebook.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forsvarsminister stoler på amerikansk samarbejde trods Vance-tale USA er ikke på vej ud af Nato, siger Troels Lund Poulsen, der samtidig understr... Læs mere
Mette F. ser nye toner fra USA: Der er skabt en usikkerhed - Der er skabt en usikkerhed, som vi ikke har set i vores levetid, siger statsmi... Læs mere
Mette F. holder fast: Nato er den billigste vej frem for Ukraine Trods USA-modstand mod Ukraine i Nato, er det den "billigste og nemmeste" vej fr... Læs mere
Mette F. deltager i hasteindkaldt europæisk møde med topledere Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har indkaldt til europæisk topmøde mand... Læs mere