Politik

tir, 24 sep 2024

Minister på barsel møder på arbejde for at håndtere krisen i Moderaterne

Jakob Engel-Schmidt ankommer til Moderaternes gruppemøde tirsdag på Christiansborg.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Jakob Engel-Schmidt ankommer til Moderaternes gruppemøde tirsdag på Christiansborg.

Tirsdag er kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) mødt ind på Christiansborg i forbindelse med et gruppemøde for at svare på spørgsmål fra pressen om den aktuelle sag om dårligt arbejdsmiljø i Moderaternes sekretariat.

Han er ellers på barsel frem til midten af november.

Jakob Engel-Schmidt har datteren Olivia med på slæb.

- Moderaterne er næppe den første arbejdsplads i historien, hvor der er udfordringer med arbejdsmiljøet, siger Engel-Schmidt (M).

Partiets formand, Lars Løkke Rasmussen, er som udenrigsminister til FN's generalforsamling i disse dage.

Mandag kom det frem, at tre medarbejdere blev fyret i Moderaternes sekretariat, og at syv andre ansatte havde taget en frivillig fratrædelsesordning.

Dermed var alle ansatte i den politiske afdeling fortid i partiet.

Kulturministeren siger også, at den nyudnævnte digitaliseringsminister Caroline Stage er respekteret blandt medarbejderne. Hun var for få måneder siden politisk chef i netop sekretariatet.

Siden blev hun udnævnt til særlig rådgiver for udenrigsminister og partiformand Lars Løkke Rasmussen, inden hun fik sin ministerpost.

Dagen efter ministerudnævnelsen blev Caroline Stage beskrevet som en leder af det politiske sekretariat, der havde været med til at facilitere en hård kultur i partiet.

Stage vil ikke tale med pressen tirsdag. Kun Engel-Schmidt udtaler sig.

- Sagen er, at alle der har arbejdet sammen med Caroline Stage - og det udtrykker de medarbejdere, som vores erhvervspsykolog har talt med også - respekterer hende som både en nærværende og en meget dygtig chef. Det taler sådan set til hendes ære, siger han.

Den ellers barselsramte kulturminister fortæller videre, at der i partiledelsens optik er mange glade medarbejdere.

- Sagen er, at fra den erhvervspsykolog, vi har tilknyttet til at tale med alle medarbejderne, er tilbagemeldingen, at langt over halvdelen er utroligt tilfredse med at gå på arbejde, føler de har indflydelse på deres hverdag og er glade for at være her.

Fyringerne og de frivillige fratrædelser skal ses som et værktøj til at komme videre, mener han.

- Nu har vi truffet en beslutning, der betyder, at vi kan komme videre. Tage hånd om de medarbejdere, der ikke skal være her længere, siger Jakob Engel-Schmidt.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere