Politik

man, 25 mar 2024

Minister ser DF-forslag om bistandssløjfning som terrorgrobund

Udviklingsminister Dan Jørgensen (S) har ikke meget tilovers for Dansk Folkepartis forslag om at sløjfe udviklingsbistanden. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Udviklingsminister Dan Jørgensen (S) har ikke meget tilovers for Dansk Folkepartis forslag om at sløjfe udviklingsbistanden. (Arkivfoto).

Dansk Folkepartis forslag om at sløjfe udviklingsbistanden i partiets 2030-plan er "uigennemtænkt og irrationelt".

Sådan lyder det fra udviklingsminister Dan Jørgensen (S), som tilføjer, at det vil føre til mere migration og kan ende med at give terrorister friere hænder.

- Det er helt sikkert, at islamistiske terrorgrupper vil have nemmere ved at rekruttere i de lande, hvor der er stor fattigdom, mangel på beskæftigelse og social ustabilitet, siger ministeren til Ritzau.

Derfor mener ministeren, at det er i Danmarks interesse at yde bistand til de steder, hvor "al-Shabaab og andre er ude på at rekruttere unge mænd i deres modbydelige sags tjeneste".

Somalia, der ligger på Afrikas Horn og har 16 millioner indbyggere, har i årevis været præget af uro og vold. Særligt den militante bevægelse al-Shabaab har spillet en central rolle.

- Vi betaler 0,7 procent af vores bni (bruttonationalindkomst, red.) om året. Det er et generøst, men også rimeligt niveau, siger Dan Jørgensen.

- Når man globalt set er et velstående land, så mener jeg, at man bør hjælpe steder på planeten, hvor mennesker virkelig har behov for hjælp.

Ukraine er det land, som modtager mest i bistand. Derfor vil afskaffelsen af udviklingsbistanden også være et svigt af et land i krig, mener ministeren.

- Det er meget bekymrende at tænke på, hvordan det vil gå, hvis ikke der var lande som Danmark, der hjalp, siger Dan Jørgensen.

I stedet for udviklingsbistanden, som der i 2024 er afsat over 20 milliarder kroner til, vil DF bruge 2,5 milliarder på en nødhjælpspulje, som skal målrettes flygtninge i nærområdet.

Og så skal der bruges mange milliarder kroner på bedre velfærd og forbedrede vilkår for familier og ældre.

Dan Jørgensen kan ikke se, "hvordan et parti som Dansk Folkeparti" ikke kan bakke op om udviklingsbistanden.

- Det burde også være i deres interesse, tilføjer ministeren, der igen argumenterer for øget migration og chancen for terrorisme.

Dansk Folkepartis forslag vil i praksis medføre, at Danmark ikke lever op til et FN-mål om at bruge mindst 0,7 procent af landets bmi på udviklingsbistand.

På spørgsmålet om, hvorfor Danmark ikke yder mere end FN's minimumssats, svarer Dan Jørgensen:

- Der er ikke så mange lande, der giver 0,7 procent, og vi argumenterer for, at andre bør følge det eksempel.

Omvendt vil det ifølge ministeren være "meget skadeligt" for Danmarks omdømme i udlandet, hvis ikke målet blev opnået.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

S vælger Anders Winnerskjold som borgmesterkandidat i Aarhus Den nyudnævnte borgmester bliver også Socialdemokratiets borgmesterkandidat ve... Læs mere
Kommission skal se på beredskabsministers magt til at sikre Danmark Det er uvist, om det nye beredskabsministerium skal kunne kræve noget eller blo... Læs mere
Statens skatteindtægter fra aktiehandel er steget markant Statens skatteindtægter fra aktiehandel er vokset 55 procent på fire år. I 20... Læs mere
Minister om årsdag for Murens fald: Friheden fra '89 skal gælde fortsat Murens fald skabte eufori, men nu ser vi ind i flere kriser, advarer beredskabsm... Læs mere
Minister: Den største hammer er fundet frem mod Temu Henvendelse til Temu fra forbrugermyndigheder er ifølge Morten Bødskov et hår... Læs mere