Politik

tor, 09 jan 2025

Minister tager afstand fra forgænger: AI ikke godt i børnesager

Digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M) mener ikke, at kunstig intelligens skal bruges i anbringelsessager.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M) mener ikke, at kunstig intelligens skal bruges i anbringelsessager.

Kunstig intelligens skal ikke bruges i sager om tvangsfjernelser af børn.

Det siger digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M) på et samråd torsdag, efter at hendes forgænger på posten, Marie Bjerre (V), sidste år foreslog at glemme berøringsangsten og tage kunstig intelligens i brug.

- Jeg ser ikke en nær fremtid, hvor vi benytter AI i anbringelsessager. Det synes jeg, at det er for personfølsomt til, siger Caroline Stage Olsen.

Samrådet handler om brugen af Google Translate som redskab i sager om tvangsanbringelser. Google Translate er et oversættelsesværktøj.

Emnet om kunstig intelligens i bred forstand bringes op på samrådet, hvor også social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) er indkaldt.

- Jeg har flere gange sagt - undskyld mit franske - at man skal gøre AI usexet igen. Vi skal starte med de laveste frugter, der hvor vi ved, at AI gør en positiv forskel, siger Caroline Stage og tilføjer, at anbringelser ikke hører derunder.

I et interview med Altinget i august 2024 sagde Marie Bjerre:

- Jeg tænker også, at kunstig intelligens kan bruges i eksempelvis sager om tvangsfjernelse af børn, hvor vi ellers har været berøringsangste. Det afgørende må være, at der altid er et menneske, der faktisk træffer beslutningen, og at beslutningen er gennemsigtig.

Der er hverken love for eller imod brugen af maskinoversættelser i børnesagerne. Derimod er der ifølge socialministeren klare regler for, at myndigheden skal sikre sig, at borgerne og myndigheden, som er kommunen, forstår hinanden.

I de konkrete sager, som DR har belyst, handler det om tvangsfjernelser af børn i ukrainske flygtningefamilier.

SF, som har indkaldt til samrådet, mener, at der er et hul i lovgivningen. Det afviser Sophie Hæstorp Andersen. Hun mener, at lovgivningen er tilstrækkelig og klar.

Begge ministre erklærer sig under samrådet enige i, at Google Translate ikke bør erstatte en tolk.

- Jeg har ikke set indikationer på, at man i kommunerne udelukkende bruger Google Translate, og jeg vil heller ikke synes, at det var okay, hvis det var, siger socialministeren.

Social- og boligministeren vil drøfte sagen med Kommunernes Landsforening, KL.

Ingeniørforeningen IDA mener, at regeringen må stoppe brugen af Google Translate i personfølsomme sager som tvangsfjernelser.

- Ikke nok med at brugen af Google Translate giver risiko for fejlagtige oversættelser, misforståelser og dermed faktuelt forkerte informationer, som kan skade den enkelte persons eller families sag.

- Det er også dataetisk helt uforsvarligt at lade Google være sagsbehandler, siger digitaliseringspolitisk chef Grit Munk i en skriftlig kommentar.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

USA står for en voksende andel af Danmarks eksport Dansk eksport til USA vokser, mens landets kommende præsident kommer med toldtr... Læs mere
Nye lavbunds-beregninger forkorter endnu en gang vejen til 2030-målet Lavbundsjorde vil udlede 100.000 ton CO2 mindre i 2030 end ventet, viser ny fors... Læs mere
Partier vil have flere detaljer og mere tydelig regering om Grønland Donald Trump ser gerne Grønland under amerikansk kontrol, og det har skabt trav... Læs mere
Mette F. har talt med flere europæiske ledere efter Trump-udmeldinger Statsministeren har mødtes med Grønlands landsstyreformand og talt i telefon m... Læs mere