Politik

tor, 11 apr 2024

Minkavlere venter nye forsinkelser efter exit fra erstatningsråd

Formand for Kopenhagen Fur Tage Pedersen mener, at minkavlerne er "verdensmestre i tålmodighed". (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Formand for Kopenhagen Fur Tage Pedersen mener, at minkavlerne er "verdensmestre i tålmodighed". (Arkivfoto).

Minkavlerne ærgrer sig over, at de fremover formentlig ikke længere skal være med i de kommissioner, som fastsætter erstatninger til minkerhvervet.

Men meldingen fra ministeren om, at han ønsker minkavlerne ud af kommissionerne, har dog også resulteret i en vis lettelse.

Det fortæller Tage Pedersen, der er minkavler og formand for brancheforeningen Kopenhagen Fur.

- Min første tanke er, at jeg er ærgerlig over det, fordi jeg synes, vi har haft et godt system, siger Tage Pedersen.

Han mener, at minkavlerne bedst ved, hvilke værdier der er på en minkfarm, og dermed hvilke erstatninger der kan være relevante.

- Men jeg må også sige, at jeg og min familie og alle andre minkavlere og deres familier har været udsat for så vanvittig en hetz de seneste otte dage, at vi ikke kan holde til mere.

- Så faktisk er jeg også lettet, siger Tage Pedersen.

Tidligere onsdag oplyste minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) til DR, at minkavlere eller personer med tilknytning til minkerhvervet fremover ikke skal sidde i erstatningskommissionerne.

Formanden for Kopenhagen Fur forventer, at beslutningen vil føre til nye forsinkelser i udbetalingen af erstatninger til minkavlere, som blev tvunget til at aflive deres besætninger under coronapandemien.

- Jeg tror, det kommer til at forsinke alle sager, fordi man skal finde nye medlemmer til kommissionerne. Men jeg tror ikke, det får betydning for størrelsen af erstatningerne, siger Tage Pedersen.

Meldingen om, at avlerne formentlig ikke længere skal være med i kommissionerne, kommer, efter at Zetland i en række artikler har beskrevet, hvordan minkavlerne selv har haft indflydelse på andre avleres erstatningssager.

Tage Pedersen afviser, at minkavlernes repræsentation har udgjort et problem, og at man ikke har kunnet regne med, at kommissionernes afgørelser har været uafhængige.

- En ud af fem kommissionsmedlemmer er minkavler. En minkavler skal ikke være tungen på vægtskålen, når der er fire andre med, siger han.

Dermed modsiger han Zetland, som på baggrund af en gennemgang af 27 afgørelser har beskrevet, at minkavlerne udgør den største faggruppe i de kommissioner, som fastsætter erstatninger.

Det er ifølge minkavlerne formand 70 procent af alle dem, der er udpeget til at kunne indgå i kommissionerne, som er minkavlere. Men i de kommissioner, som er etableret, er 20 procent minkavlere, siger han.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere