Politik

man, 09 sep 2024

Moderaterne halveres i forhold til valgresultat i måling

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som lige nu er i Egypten, må se vælgeropbakningen til Moderaterne sive.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som lige nu er i Egypten, må se vælgeropbakningen til Moderaterne sive.

Moderaterne går gennem en turbulent tid i øjeblikket, og partiet mærker også opbakningen fra vælgerne sive.

Regeringspartiet står i mandagens politiske meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter har lavet for Ritzau, til at få 4,6 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i morgen.

Det er omkring halvdelen af den opbakning, som formand Lars Løkke Rasmussens parti fik ved folketingsvalget i november 2022, hvor partiet fik 9,3 procent af stemmerne og 16 mandater.

Mandagens måling er samtidig den laveste opbakning, Moderaterne er blevet målt til hos Voxmeter i knap to år.

Det hører med til historien, at der er en statistisk usikkerhed på 1,3 procentpoint for Moderaterne i målingen mandag.

Partiet har været ramt af uvejr, siden det fredag i forrige uge kom frem i B.T., at en række nuværende og tidligere ansatte i partiet har sendt en fem siders lang indberetning til Arbejdstilsynet om dårligt arbejdsmiljø.

Her beskrives et miljø med mobning og sexisme i organisationen.

Mandag i sidste uge blev der afholdt krisemøde, som strakte sig over ni timer.

Efter mødet fortalte formand og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at partiet vil hyre en erhvervspsykolog og igangsætte en whistleblowerordning for at forbedre forholdene.

Det var dog ikke nok for folketingsmedlemmerne Karin Liltorp og Jeppe Søe, som begge krævede en decideret undersøgelse af forholdene i partiet.

Mens Karin Liltorp senere rettede ind efter partilinjen, holdt Jeppe Søe fast i sit krav, og han endte til sidst med at melde sig ud af Moderaterne.

Dermed er partiet nede på 13 folketingsmedlemmer.

Folketingsmedlemmerne Jon Stephensen og Mike Fonseca - de er begge løsgængere i dag - er tidligere røget ud af Moderaterne på grund af sager om upassende adfærd.

Jon Stephensen sendte det, der ifølge partiet var upassende beskeder til en ung moderat, og dengang 28-årige Mike Fonseca blev kæreste med en 15-årig pige.

I mandagens måling står det største regeringsparti, Socialdemokratiet, til en opbakning fra 20,3 procent af vælgerne, mens det næststørste parti i SVM-regeringen, Venstre, får 10,4 procents opbakning.

Samlet står regeringen til en opbakning fra 35,3 procent af vælgerne, hvilket udløser 64 mandater. Det er 25 mandater færre end ved folketingsvalget.

For regeringen samlet er der en statistisk usikkerhed på 3,0 procentpoint.

Voxmeters meningsmåling er lavet i perioden mandag 2. september til søndag 8. september blandt 1009 repræsentativt udvalgte personer over 18 år.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere