Politik

fre, 27 sep 2024

Politisk flertal vil lægge loft over nikotin i nikotinposer

9 milligram nikotin må hver nikotinpose fremover indeholde, mens en cigaret indeholder 1-2 milligram.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix 9 milligram nikotin må hver nikotinpose fremover indeholde, mens en cigaret indeholder 1-2 milligram.

De små hvide nikotinposer bliver brugt af mange unge og er meget afhængighedsskabende. Det vil et politisk flertal gøre op med.

Fremover må der kun være 9 milligram nikotin per nikotinpose ifølge et lovforslag, som fremsættes, når Folketinget åbner i næste uge.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Hidtil har der ikke været lovgivning for salg af nikotinposer, men det skal være slut nu, mens der også stilles krav til udseende og emballage, så de farverige dåser bliver fortid.

- Nu sætter vi en grænse for, hvor meget nikotin der fremover må være i nikotinposerne, som desværre er alt for populære blandt børn og unge, vi kommer løbende til at vurdere, om der er brug for at justere grænsen, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Den gennemsnitlige nikotinindhold i en enkelt almindelig cigaret er cirka 1-2 milligram, mens regeringens loft for nikotinposer er 9 milligram.

Ifølge ministeren er der ingen vej uden om et indgreb, selv om eksperter er usikre på, om det vil virke.

Der findes ingen øvre grænse i dag, og poserne sælges med forskellige styrker af nikotin. Det kan være lige fra få milligram og helt op til 35 milligram per pose.

Den øvre grænse er en smule lavere, end det unge i forvejen bruger.

Ifølge ministeriet er 10 milligram den mest populære styrke i dag blandt 15-29-årige. Omkring halvdelen af de yngre fra 15 til 17 år bruger røgfri nikotinprodukter med en styrke på mellem 10 og 14 milligram.

Andelen af børn og unge, som bruger røgfri nikotinprodukter, er steget voldsomt de seneste år.

- Børn og unge er særligt følsomme over for nikotin og bliver hurtigere afhængige end voksne. Derfor har vi et særligt ansvar for at beskytte børn og unge mod produkterne, siger Sophie Løhde.

Et politisk flertal har tidligere foretaget flere tiltag. De har blandt andet hævet afgifterne på nikotinprodukter fra 1. juni 2023.

En dåse med nikotinposer, som nogen kalder snus, kom til at stige med 12 kroner og koste det samme som cigaretter.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere
Myndighed skal lave liste over atleter for at forebygge matchfixing En ny bekendtgørelse udmønter dele af en politisk aftale fra 2022 om styrket i... Læs mere
Søren Gade: Mette Frederiksen bliver ved magten Venstre-nestoren Søren Gade tror ikke på, at hans eget parti kan vinde magten ... Læs mere