Politik

søn, 15 sep 2024

S i angreb: Finansiering af Radikales børneudspil er dybt usympatisk

Her ses børneordfører Astrid Krag (S) ved Folketingets åbning i oktober 2023. Lørdag kritiserer hun finansieringen af De Radikales nye børneudspil. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Her ses børneordfører Astrid Krag (S) ved Folketingets åbning i oktober 2023. Lørdag kritiserer hun finansieringen af De Radikales nye børneudspil. (Arkivfoto).

Når De Radikale vil bruge 15 milliarder kroner på børneområdet, sker det i høj grad på bekostning af de ressourcesvage ældre.

Sådan lyder Socialdemokratiets hårde kritik af De Radikales nye udspil Børneløftet, der lanceres på partiets landsmøde lørdag i Nyborg.

- Det er dybt usympatisk og helt skævt, siger Socialdemokratiets børneordfører Astrid Krag.

De Radikale vil som led i deres projekt Generationsløftet omfordele milliarder fra den ældre generation til den yngste.

For at finansiere satsningen på børneområdet med flere milliarder til børnehaver og skoler vil Radikale blandt andet udfase den såkaldte Arne-pension. Den fik Socialdemokratiet gennemført for at give nedslidte mulighed for en tidligere tilbagetrækning.

Astrid Krag er ligeledes forarget over, at dele af Radikales finansiering kommer fra at udfase støtteformer til folkepensionister, og at partiet ikke vil være med til at forhøje ældrechecken med provenuet fra en flyafgift.

- At Martin Lidegaard siger, at regningen lander hos de rigeste pensionister, afslører enten en total uvidenhed om dem, der benytter Arne-pensionen og de pensionister, der kun har folkepensionen og dermed modtager ældrecheck, siger Astrid Krag.

- Eller også er han simpelthen ligeglad med de nedslidte og de fattigste pensionister. Jeg ved snart ikke, hvad der er værst.

Hos De Radikale mener politisk leder Martin Lidegaard, at Socialdemokratiet misrepræsenterer partiets politik.

- Vi radikale har hverken foreslået at sætte folkepensionen eller ældrechecken ned. Vi har foreslået at sanere i de tidlige tilbagetrækningsordninger før folkepensionen, siger han.

Martin Lidegaard fremhæver, at de fleste, der går på efterløn, selv angiver, at de ikke er nedslidte. Og at det samme gør sig gældende for dem, der vælger Arne-pensionen.

- Vi mener, at den grundlæggende velfærdskontrakt handler om, at man bidrager, uanset alder, hvis man kan.

- Her glemmer Astrid Krag, at vi opfandt seniorpensionen og stod værn om den, da regeringen ville nedlægge den.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere