Politik

tir, 30 apr 2024

Samlet byråd kræver ændringer på Kærshovedgård i brev til minister

Borgmester i Ikast-Brande Kommune Ib Lauritsen (V) er en af dem, der vil have fundet en løsning på problemerne på udrejsecentret Kærshovedgård. (Arkivfoto).
Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix Borgmester i Ikast-Brande Kommune Ib Lauritsen (V) er en af dem, der vil have fundet en løsning på problemerne på udrejsecentret Kærshovedgård. (Arkivfoto).

Tålmodigheden er opbrugt hos kommunalpolitikerne i Ikast-Brande Kommune efter en lang række problemer med kriminalitet og utryghed på Udrejsecenter Kærshovedgård.

Sådan lyder det i et brev, som tirsdag er sendt fra et samlet byråd i kommunen til udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).

Folketingets Ombudsmand kritiserede fredag forholdene på udrejsecentret. Blandt andet er sikkerhedssituationen forværret, hed det her.

Det er i den anledning, brevet er sendt.

- Vi kan ikke stiltiende se til, at de kriminelle beboere, som er dømt til udvisning, og som bor på Udrejsecenter Kærshovedgård, gang på gang kan begå ny kriminalitet og skaber utryghed i lokalsamfundene, skrives der i brevet.

Her henvises der blandt andet til narkosalg samt en nylig sag, hvor en kvinde blev dræbt i en trafikulykke, og hvor en beboer på Kærshovedgård er blevet sigtet.

- Vi har brug for løsninger nu, skriver byrådet i brevet uden dog at pege på, hvad det konkret kunne være.

Byrådet noterer sig, at der er blevet bevilget penge til tryghedsskabende aktiviteter omkring Kærshovedgård. Men det er ikke tilstrækkeligt, skriver politikerne.

- Den kriminalitet, som begås af nogle af beboerne på udrejsecentret, mindskes ikke med disse midler. Det er beboerne, deres adfærd og deres bevægelighed, som der bør være fokus på, skriver byrådet.

Skiftende regeringer har forsøgt at finde løsninger på problemerne og alternative placeringer til de udlændinge, som er dømt til udvisning, og som bor på Kærshovedgård.

Først var det VLAK-regeringen i 2018, der ville sende dem til øen Lindholm.

Siden var det S-regeringen, som i 2021 ville sende dem til et center på Langeland.

Ingen af planerne blev til virkelighed.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Nordnet-kunde lagde ordre på en andens konto under sikkerhedsbrist Nordnet har ikke rapporteret nogen tilfælde af kunder, der har lidt økonomisk ... Læs mere
Få brugere oplevede sikkerhedsbrist hos Nordnet Nordnet er tirsdag aften ikke bekendt med, at kunder har fået foretaget handler... Læs mere
Flere syriske flygtninge undersøger hjemrejse til Syrien Der er voksende interesse blandt syriske flygtninge i muligheden for hjemrejse, ... Læs mere
Venstres Ellen Trane Nørby dropper borgmesterdrøm og trækker sig Venstre i Sønderborg stiller med ny borgmesterkandidat til kommunalvalget. Det ... Læs mere
Selvstændighedspolitiker melder sig ud af Siumut og ind i Naleraq Endnu en politiker forlader regeringspartiet Siumut og melder sig ind i Naleraq ... Læs mere