Pressemeddelelse

tor, 20 apr 2023

Diskrimination på arbejdspladsen kan føre til depression

Sad lonely Woman in depression with flying hair. Young unhappy girl sitting and hugging her knees. Depressed teenager. Colorful vector illustration in flat cartoon style

Pressemeddelelse

20.4.2023 06:00:00 CEST | Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

Medarbejdere, der oplever at blive diskrimineret på grund af fx deres køn, seksualitet eller religion, kan have næsten 3 gange større risiko for at udvikle depression. Det viser nyt studie fra NFA.

Det kan være en grov kommentar fra en kunde. Ydmygende bemærkninger. Nogle gange er det en joke fra en kollega, der bare ikke føles sjov. Diskrimination på arbejdspladsen findes i mange udgaver.

En ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) viser, at der kan være 2,7 gange større risiko for at udvikle en depressiv lidelse, hvis man som medarbejder føler sig udsat for diskrimination på arbejdet.

Her defineres diskrimination som at blive dårligt behandlet på grund af køn, alder, etnicitet, religion, helbred eller seksualitet.

Det er første gang, at forskning viser sammenhæng mellem oplevelsen af diskrimination på arbejdspladsen og risiko for udviklingen af depressive lidelser. Og det er vigtig viden.

- I undersøgelsen finder vi en tydelig sammenhæng mellem selvrapporteret diskrimination og risiko for at udvikle en depressiv lidelse. Resultaterne peger således på, at udsættelse for diskrimination kan udgøre en belastning i det psykosociale arbejdsmiljø. Det kan påvirke selvforståelsen negativt hos den, der bliver udsat for diskrimination, og det kan få betydning for vedkommendes mentale helbred. Det skal man tage alvorligt, siger seniorforsker på NFA Thomas Clausen.

Fra diskrimination til depression

I undersøgelsen blev 2.157 personer spurgt, om de havde været udsat for diskrimination på grund af deres køn, alder, etnicitet, religion, helbred eller seksualitet i løbet af det seneste år. Omkring fem procent svarede ja.

Deltagerne skulle også svare på en række spørgsmål, der viser graden af depression. Her stod det klart, at gruppen af de interviewede, der tilkendegav at have været udsat for diskrimination, havde ca. 2,7 gange større risiko for at udvikle en depressiv lidelse i løbet af den seks måneders opfølgningsperiode, end de andre adspurgte.

- Det er en markant forskel. Og den viden understreger, hvor vigtigt det er at forebygge og håndtere diskrimination på arbejdspladsen, siger Thomas Clausen.

Undersøgelsen viser også, at kvinder i højere grad oplever at blive diskrimineret på arbejdet. Seks procent af de adspurgte kvinder svarede ja til at have oplevet diskrimination. Blandt mændene var der tale om 3,7 procent.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget med udgangspunkt i en spørgeskemaundersøgelse fra 2015. Her svarede 2.157 personer på en række spørgsmål, der angiver graden af depression ud fra en skala, der også bruges til at diagnosticere klinisk depression. 189 medarbejdere blev sorteret fra, da de selv rapporterede om depression eller tendenser til depression ved undersøgelsens start.

I undersøgelsen er der desuden justeret for faktorer, som tidligere forskning peger på, kan have betydning for sammenhængen mellem diskrimination og risiko for depression. Det gælder køn, alder, uddannelse, jobgruppe og en række faktorer i det psykosociale arbejdsmiljø, herunder arbejdsmængde, indflydelse, social støtte fra kolleger og ledelseskvalitet. Der kan dog være yderligere forklarende faktorer, som det ikke er muligt at tage højde for i undersøgelsen.

Andre læser også

Moderaterne får påbud af Arbejdstilsynet efter dårligt miljø Et dårligt arbejdsmiljø i Moderaterne fører til, at partiet får et påbud af... Læs mere
Faldende inflation i eurozonen baner vej for ny rentesænkning Inflation i eurozonen har pil ned, og det skaber rum for flere rentenedsættelse... Læs mere
Lavere renteindtægter og millionforlig trækker Nordeas indtjening ned Nordeas indtægter fra renter er faldet en procent i tredje kvartal. Det samlede... Læs mere
Karantæneordning til rockere på førtidspension er aldrig blevet brugt En ifølge Ane Halsboe "fornuftig ordning" om karantæne til rockere på ydelse ... Læs mere