Pressemeddelelse

tir, 16 maj 2023

KA Pleje og FOA enige om ny overenskomst

Arbejdsgiverforeningen KA, Karsten Høgild, direktør.

Pressemeddelelse

16.5.2023 14:04:14 CEST | Arbejdsgiverforeningen KA

KA Pleje glæder sig især over, at overenskomsten tager hånd om tre af de helt store udfordringer på ældreområdet: Uddannelse, rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.

Sent mandag aften blev KA Pleje og FOA enige om en ny overenskomst, der kommer til at gælde for de godt 2000 medarbejdere, der er ansat hos KA Plejes medlemsvirksomheder. Overenskomsten er toårig, og den træder i kraft – forudsat den godkendes i de to organisationer – den 1. juni i år.

Hos KA Pleje, der er en af landets største branche- og arbejdsgiverforeninger indenfor fritvalg, glæder direktør Karsten Høgild sig over, at det lykkedes at nå til enighed.

”Vi er tilfredse med resultatet, og vi glæder os over den gode dialog og konstruktive tilgang, der har præget forhandlingerne,” siger han.

Karsten Høgild glæder sig især over, at overenskomsten tager hånd om tre af de store udfordringer, som KA Pleje har fokuseret på i lang tid: Uddannelse, rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.

”Jeg er sikker på, at overenskomsten kommer til at gøre en positiv forskel på de tre områder,” siger han.

Første område er uddannelse. Ældreområdet mangler som bekendt kvalificeret arbejdskraft, og det er baggrunden for, at parterne i den nye overenskomst giver ufaglærte ret til at tage en erhvervsuddannelse med fuld sædvanlig løn efter to års ansættelse. Hertil kommer, at der indføres et ekstra anciennitetstillæg ved 10 år, og det kommer kun til at gælde uddannet personale.

”Vi tror, at de initiativer kan være med til at motivere flere til at uddanne sig,” siger Karsten Høgild.

Andet område er rekruttering, og her spiller lønnen en afgørende rolle. For KA Pleje har det gennem mange år været vigtigt, at medarbejderne kan se den lønstigning, de får.

”Vi har aldrig været tilhængere af de forskellige konti og ordninger, som man ser i andre overenskomster. Vi går ind for gennemskuelighed, så man kan se, hvad man får i løn,” siger Karsten Høgild. For en fuldtidsansat stiger månedslønnen med 962 kr. pr. 1. juni i år, og 922 kr. pr. 1. juni næste år.

”Det er solide lønstigninger, men vi må bare erkende, at det øvrige arbejdsmarked er landet med tilsvarende lønstigninger, så det er niveauet,” siger Karsten Høgild.

Tredje område er fastholdelse af medarbejdere, og her spiller – udover førnævnte anciennitetstillæg - lørdagstillægget en rolle.

”I vores branche er dækning af vagtplanerne i weekenden en af de største udfordringer, og derfor har vi aftalt, at lørdagstillægget allerede starter kl. 06 og ikke som i de andre overenskomster først kl. 14,” siger Karsten Høgild. Han ser udvidelsen af lørdagstillægget med otte timer som en anerkendelse af medarbejdernes indsats på en dag, hvor det meste af Danmark holder fri.

”Det går tilbage til den tid, hvor man også arbejdede om lørdagen, at tillægget først starter kl. 14. Vi mener, at de ansatte bør præmieres for at arbejde om lørdagen, så derfor har vi bragt det til forhandlingsbordet,” siger Karsten Høgild.

Selv om KA Pleje er tilfreds med resultatet, er der ifølge Karsten Høgild en bagside af medaljen:

”På hjemmeplejeområdet er det køber, der fastsætter priserne – det vil sige kommunerne. Så de ekstra omkostninger, overenskomsten pålægger, kommer vores medlemmer selv til at betale – der er ingen at sende regningen videre til,” siger Karsten Høgild og forklarer, at usikkerheden om kommunernes afregningspriser er noget af en udfordring:

”Det er ingen hemmelighed, at vi har oplevet en række kommuner, der kører med priser, som er urealistisk lave. Derudover er det stærkt problematisk, at de private leverandører ikke har fået del i de tre milliarder kroner, som regeringen har uddelt til kommunerne i inflationshjælp.”

Hovedelementer i den nye overenskomst:

  • Nyt anciennitetstillæg for uddannede medarbejdere på 1500 kr. efter 10 år hos samme arbejdsgiver - tidligere har der kun været anciennitetstillæg efter tre år og seks år
  • Ufaglærte sikres ret til at tage en erhvervsuddannelse med fuld sædvanlig løn efter to års ansættelse
  • Lørdagstillægget gælder fra kl. 6 i stedet for kl. 14 som hidtil
  • For en fuldtidsansat stiger månedslønnen med 962 kr. pr. 1. juni 2023 og 921,92 kroner pr. 1. juni 2024 (det svarer til en timelønsstigning på henholdsvis 6 kr. og 5,75 kr.)
  • Arbejdsgiverens bidrag til pension stiger med to procent, mens lønmodtagerens falder tilsvarende

Andre læser også

Guld: En tidssvarende investering og smedning af elegance Guld har altid været et symbol på rigdom, magt og skønhed. Fra tidernes morge... Læs mere
Folketinget godkender flere penge til kongehuset efter tronskifte Kongehuset skal udvikle sig, og det vil koste, hvorfor Folketinget ønsker at af... Læs mere
Minister om EM-arrangementer på storskærm: TV 2 har betalt i dyre domme EM starter om to uger, men det bliver uden større arrangementer uden for barer ... Læs mere
Medie: Mærsk og DSV er blandt sidste fire mulige købere af tysk gigant I kommende uger kan budgivere give bindende bud på DB Schenker, lyder det fra D... Læs mere
Venstre-kandidat trækker sig kort før valg efter russerhistorier Med under to uger til valgdagen har Alexandra Sasha trukket sig kandidat. Det sk... Læs mere