Pressemeddelelse
8.8.2023 14:07:15 CEST | DSK - De Samvirkende Købmænd
De Samvirkende Købmænd (DSK) har fra den 7. august ansat Annette Norup Thomsen som ny erhvervsjuridisk chef. Ansættelsen er en styrkelse af DSK’s juridiske kompetencer og et udtryk for, at ny lovgivning stadig fylder mere og mere, herunder fra EU.
Annette Norup er uddannet cand.jur. fra universitetet i Regensburg i Tyskland i 1998. En uddannelse der efterfølgende er suppleret med en Master i europæisk ret fra universitetet i Stockholm og sidenhen også en kandidatgrad i jura fra Aarhus universitet i 2012.
De seneste 17 år har Annette Norup arbejdet som chefkonsulent og senest som teamleder i Erhvervsstyrelsen, hvor hun har arbejdet i krydsfeltet mellem politik og jura, bl.a. med udarbejdelse af lovforslag med mere. Inden Annette kom til Erhvervsstyrelsen, var hun ansat som advokat hos Hoeck Schlüter Vaagt i Flensburg.
”Der sker rigtig meget på de lovmæssige områder og til trods for gentagne løfter om lovforenkling fra skiftende regeringer, er faktum blot, at det lovmæssige bliver mere og mere komplekst. Dertil kommer, at der fra EU kommer stadig flere og flere love og retningslinjer, der påvirker vores købmænd og detailhandlen som helhed. Det vil vi gerne være på forkant med, så derfor har vi valgt at ansætte Annette Norup Thomsen, der har en stor erfaring fra Erhvervsstyrelsen med netop lovgivning både nationalt og fra EU's side,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør for De Samvirkende Købmænd.
”Jeg glæder mig til at arbejde med de juridiske problemstillinger hos DSK, og jeg ser frem til at være med til at skabe de bedste betingelser for dagligvarehandlen og vores købmænd,” siger Annette Norup Thomsen.