Pressemeddelelse

tor, 15 dec 2022

Opslag på sociale medier kan gøre dig sårbar for cyberangreb

Opslag på sociale medier kan gøre dig sårbar for cyberangreb

Pressemeddelelse

Størstedelen af danskerne bruger dagligt sociale medier, hvor de deler personlige detaljer med netværket. Men personlige opslag kan gøre os til oplagte mål for cyberangreb, advarer sikkerhedsekspert.

Billeder af kæledyr, børn og kolleger til virksomhedens julefrokost kan synes harmløse at lægge op på sociale medier. Men det er langt fra tilfældet. Flittig deling af personligt indhold på sociale medier kan gøre brugeren til et oplagt mål for cyberkriminelle.

Informationerne kan nemlig udnyttes til at udføre målrettede angreb mod den pågældende bruger. Sådan lyder advarslen fra Niels Frederiksen, der er senior sales engineer i it-sikkerhedsvirksomheden Mimecast.

”Der er store risici forbundet med åbent at dele billeder og opslag fra vores arbejdsplads eller i fritiden. Det gør det nemt for cyberkriminelle at få oplysninger om, hvor vi har været, fødselsdato, job, arbejdsplads, hobbyer og sågar personlige detaljer om vores børn og familie. De oplysninger kan bruges mod os til at udvikle målrettede og meget overbevisende cyberangreb, som kan snyde selv erfarne internetbrugere,” siger Niels Frederiksen.

Angrebene kan blandt andet være i form af phishing, hvor offeret modtager en e-mail, sms eller forespørgsel direkte på det sociale medie, hvor personlige oplysninger indgår. Har offeret delt adskillige cykelbilleder og rutekort fra tidligere cykelture, kan cyberkriminelle eksempelvis forsøge at ramme offeret med falske digitale annoncer på en meget billig cykel.

Forældre og børn er i farezonen

En af de mest udsatte grupper er forældre, som ubekymret deler stort ud af deres børns liv – et fænomen, som er blevet døbt ’sharenting’ (en sammentrækning mellem de engelske ord for deling og forældreskab).

Det kan være brugere, der deler billeder fra børnefødselsdage og julehygge med familien. Ved at gøre det udsætter de dem selv og deres børn for potentiel fare mange år ud i fremtiden.

”Ved at dele billeder fra sine børns fødselsdage og første skoledag giver man potentielt cyberkriminelle adgang til en række personlige oplysninger. I værste fald kan det føre til identitetstyveri for både dig selv og dine børn,” siger Niels Frederiksen.

Den engelske bank Barclays vurderer således, at i 2030 vil to ud af tre sager, hvor børn får deres identitet stjålet, være et resultat af sharenting. Derfor er advarslen fra Niels Frederiksen helt klar:

”Del aldrig personlige oplysninger om, hvor du bor, arbejder, eller hvor dine børn går i skole. Derudover bør du undgå at dele billeder fra virksomhedens kontor, da det kan svække virksomhedens sikkerhed. Internettet glemmer aldrig, så vær påpasselig med, hvad du deler af billeder og opslag på sociale medier – overvej, om det udgør en risiko for dig selv eller andre på billedet,” siger han.

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere