Pressemeddelelse
10.7.2023 08:00:00 CEST | Spirii
Den internationale eMobility-platform Spirii fortsætter sin europæiske fremmarch med et samarbejde med britiske Vital EV, der er en af Storbritanniens største udbyder af lynladere til elbiler.
Spirii skruer nu for alvor op for udrulningen på det britiske marked med et samarbejde med en af Storbritanniens største udbydere af lynladere, Vital EV.
Vital EV har, efter en grundig screening af markedet, valgt Spirii til at udvikle deres softwareplatform, Occulus. Vital EV skal bruge platformen til at administrere og skalere deres kunders netværk af lynladere på tværs af producenter.
For Spiriis CEO, Tore Harritshøj, er samarbejdet med til at cementere, at Spirii befinder sig i den europæiske superliga inden for ladeløsninger.
“Vi er enormt glade for, at Vital EV har valgt Spirii til at udvikle deres eMobility-platform. Vital EV meldte klart ud, at de gik efter en platform på allerøverste hylde, og det kunne vi leve op til. For mig er samarbejdet derfor et bevis på, at vi er fuldt ud rustede til at drive omstillingen til elbiler på tværs af hele Europa i samarbejde med ladeoperatørerne,” siger Tore Harritshøj, CEO og co-founder i Spirii.
Ifølge Tore Harritshøj er lynladning et strategisk nøgleområde for Spirii, da det er et område i vanvittig vækst og altafgørende for en hurtig og effektiv omstilling til elektrisk transport.
“Der er ingen tvivl om, at lynladning spiller en nøglerolle i den elektriske omstilling. Det skal være nemt og problemfrit at køre elbil, og det kræver først og fremmest hurtig opladning. Det kan derfor ikke gå hurtigt nok med at få accelereret udrulningen. Det har vi en nøglerolle i ved at sikre den softwareplatform, der gør det nemt at drive og udbygge sit ladenetværk.”
Nic Rae, CEO og founder af Vital EV, supplerer:
"Spirii er globalt anerkendte for deres eMobility-software, og vi er meget privilegerede over at arbejde sammen med dem på vores Occulus-platform. Spiriis værdifulde internationale markedsindsigt kan både kan hjælpe vores kunder med at administrere og skalere deres netværk og vores netværksteams med at yde kundeservice af højeste klasse."
Aftalen med Vital EV indbefatter i første omgang 750 lynladere i Storbritannien med potentiale for meget mere. Vital EV får tilknyttet et udviklingsteam fra Spirii, som skal bidrage til at optimere og udvide samarbejdet i takt med markedsudviklingen.