Sport

tor, 30 maj 2024

af Mikkel Preisler

Minister om EM-arrangementer på storskærm: TV 2 har betalt i dyre domme

Der er ikke udsigt til fodbold og fadøl for de barer og caféer, der havde håbet på at vise de kampe, som TV 2 sender under EM i herrefodbold på storskærm for over 200 mennesker. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Der er ikke udsigt til fodbold og fadøl for de barer og caféer, der havde håbet på at vise de kampe, som TV 2 sender under EM i herrefodbold på storskærm for over 200 mennesker. (Arkivfoto).

Der er ikke udsigt til fodbold og fadøl for de barer og caféer, der havde håbet på at vise de kampe, som TV 2 sender under EM i herrefodbold på storskærm for over 200 mennesker.

Sådan lyder det i en erkendelse i et svar til Folketinget fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), som ellers havde opfordret TV 2 til at se på sagen.

- Man skal huske på, at TV 2 har betalt i dyre domme for rettighederne. Det er et stort greb i lommen - også for en stor kanal som TV 2. Jeg mener derfor kun, at det er rimeligt, at kommercielle aktører skal betale for retten til at vise TV 2's kampe, siger han.

Tv-kanalen oplyste for nylig, at det ikke bliver tilladt at samles et ubegrænset antal mennesker til storskærmsarrangementer uden for barer og caféer.

TV 2 har rettighederne til Danmarks anden kamp mod England 20. juni og Danmarks potentielle ottendedelsfinale.

DR sender Danmarks gruppekampe mod Slovenien og Serbien, og de kampe kan man vise på storskærm i hele landet.

TV 2 har et loft på 200 mennesker til et kommercielt arrangement, som gælder udendørs storskærme på barer eller caféer.

Det skyldes, at TV 2 har betalt mange penge for rettighederne, og public service-kanalen ønsker ikke at give produktet væk gratis.

- Vi ønsker ikke at forære, hvad vi har købt ind i dyre domme, væk, har sportsdirektør Frederik Lauesen fra TV 2 sagt til Ekstra Bladet.

Udmeldingen mødte massiv kritik fra barer og caféer samt en række politikere på Christiansborg, som mener, at TV 2 er i gang med at lave et selvmål.

Derfor opfordrede kulturministeren TV 2 til at give dispensationer til at kunne afvikle storskærmsarrangementer under sommerens EM-slutrunde.

- Mit ministerium har her til morgen talt med TV 2, og jeg har en klar forståelse af, at det arbejder TV 2 på, sagde han i sidste uge til Ritzau.

I sit nye svar til Folketinget henviser ministeren til, at vi har armslængdeprincip i Danmark.

- I Danmark har vi armslængde til vores public service-medier, og jeg kan derfor ikke bestemme, hvordan TV 2 - eller DR - skal tilrettelægge visningen af EM, siger han.

TV 2 har dog lempet reglerne en smule. Tidligere måtte barer og caféer ikke vise kampene på storskærm, hvis det var inden for en radius af fem kilometer fra TV 2's egne arrangementer. Men det må de nu.

Kanalen skelner også mellem kommercielle og ikke-kommercielle arrangementer.

- Jeg er glad for, at TV 2 har meldt ud, at kommuner, idrætsforeninger og andre ikke-kommercielle aktører kan holde storskærmsarrangementer, og at TV 2 vil lempe på den hidtidige maksimumsgrænse på 800 mennesker, siger han.

- EM er en Folkefest. Det har det været før - og det glæder jeg mig til, at det bliver igen, siger han i et andet folketingssvar.

EM i herrefodbold begynder 14. juni.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Kæmpe jordskælv i Thailand og Myanmar Thailand og Myanmar er i dag blevet ramt af et voldsomt jordskælv, der har medf... Læs mere
Volvo bruger AI og virtuelle miljøer til at forbedre sikkerheden Volvo går forrest i jagten på mere sikker kørsel – med banebrydende AI og v... Læs mere
Audi tager banebrydende skridt med virtuel styring i karrosseriproduktion Audi skaber verdensnyhed med virtuel produktionsstyring i karrosseriafdelingen o... Læs mere
Opel sætter ny standard for sædekomfort i Grandland og Astra Opel tager komfort og bæredygtighed til nye højder med avancerede ergonomiske ... Læs mere
Mercedes-Benz sætter ny standard for bæredygtighed med ny CLA-model Mercedes-Benz tager endnu et skridt mod en grønnere fremtid med lanceringen af ... Læs mere