Tech

fre, 07 feb 2025

af Mikkel Preisler

Amazon fordoblede sit overskud sidste år

Amazon solgte sidste år for mere end 600 milliarder dollar. (Arkivfoto).
Matt Rourke/Ritzau Scanpix Amazon solgte sidste år for mere end 600 milliarder dollar. (Arkivfoto).

Der er ingen over eller ved siden af Amazon.com, når det gælder e-handel.

Det demonstrerede den amerikanske onlinegigant i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for 2024 sent torsdag aften dansk tid.

Omsætningen lød sidste år på svimlende 638 milliarder dollar, hvilket er 11 procent mere end året før.

Samtidig voksede resultatet efter skat til 59,2 milliarder dollar, hvilket er næsten dobbelt så meget som i 2023, hvor bundlinjen lød på 30,4 milliarder.

Ifølge Andy Jassy, der er administrerende direktør for selskabet, var julehandlen den bedste nogensinde og bidrog altså til det store overskud.

Men også black friday og den såkaldte cyber monday satte nye rekorder.

Selv om Amazon er mest kendt for internethandel, så bidrager datterselskabet Amazon Web Services (AWS) - der tilbyder et hav af it-tjenester - efterhånden også en hel del til omsætningen.

Sidste år var det omtrent hver sjette dollar på indtægtssiden, der stammede derfra.

Når aktien alligevel falder med knap to procent i det såkaldte eftermarked, handler det om prognosen for første kvartal i det nye regnskabsår.

Her forventer Amazon-ledelsen at nå en omsætning på mellem 151 og 155,5 milliarder dollar, og det er i underkanten af, hvad analytikerne forventede. Samtidig skuffer prognosen for driftsoverskuddet også.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Musk vil fyre op imod 20% af den amerikanske skattestyrelse DOGE ere nu nået til den amerikanske skattestyrelse og vil have arbejdsstyrke s... Læs mere
Trump vil indføre lov fra 1798 : Beregnet til krigstid Trump vil indføre krigstidslov fra 1798 for at fremskynde masse-deportationer. Læs mere
Volkswagen er klar til at producere militærkøretøjer Den tyske bilproducent vil overveje at producere militært udstyr hvis mulighede... Læs mere
Trump truer med straftold på 200% Trump truer med gengældelsestold på 200% på europæiske varer, heriblandt vin... Læs mere