Tech

fre, 01 nov 2024

Apple slår Wall Streets forventninger

Salget af Apples seneste version af iPhone - den nye iPhone 16 - har været med til at sikre et resultat, der ligger over forventningerne. (Arkivfoto)
Kent J. Edwards/Reuters Salget af Apples seneste version af iPhone - den nye iPhone 16 - har været med til at sikre et resultat, der ligger over forventningerne. (Arkivfoto)

Salget af iPhones i techgiganten Apples fjerde regnskabskvartal var bedre end ventet. Det samme gælder salget generelt.

Apple solgte for 94,93 milliarder dollar, hvor analytikere på forhånd havde ventet et salg på 94,58 milliarder.

Salget af iPhones, som er Apples vigtigste produkt, steg med 5,5 procent og nåede en værdi af 46,22 milliarder dollar.

Det er også højere end forventningerne, der lød på 45,47 milliarder dollar.

Apple-regnskabet går frem til 28. september. Selskabet sendte den nyeste version, iPhone 16, i handlen 20. september.

Apples øverste chef, Tim Cook, oplyser, at salget af iPhone 16 går hurtigere, end salget af iPhone 15 gjorde for et år siden.

Sidstnævnte havde også kun været til salg i otte dage, da regnskabsåret skulle gøres op.

Mens salget af iPhones er gået godt, kunne Apple på andre områder ikke helt leve op til forventningerne.

Det gælder også salget til Kina, der skuffede analytikerne.

Det sendte selskabets aktie ned med 1,4 procent i eftermarkedet, efter at børsen i New York var lukket klokken 21.00 dansk tid.

Generelt var der tæv til teknologiaktierne i torsdagens marked. Nasdaq-indekset faldt med 2,76 procent.

Investorerne ventes at spidse øren, når Apples ledelse udlægger forventningerne til det kommende kvartal, herunder julesalget i USA, Europa og andre markeder. Det sker klokken 22 dansk tid.

Men det kræver en indsats på et marked, hvor konkurrencen inden for kunstig intelligens - eller AI - er hård.

- Apple skal snart præsentere de nye AI-funktioner for at fremme salget i julesæsonen, siger Gil Luria, leder af teknologiforskning hos analyseinstituttet D.A. Davidson.

- Hvis væksten i iPhone fortsætter med at accelerere, vil det ikke kun føre til højere avancer, men også til hurtigere vækst i relaterede produkter som wearables og tjenesteydelser.

Wearbles er teknologi, som man "tager på". Det kan for eksempel væres Apples armbåndsur AppleWatch.

Kilde: /ritzau/Reuters

Andre læser også

Mindre danske virksomheder kan blive ramt hårdt af Trump-told Små og mellemstore virksomheder eksporterer for 12 milliarder til USA årligt, ... Læs mere
Grønlands regering: Falsk Múte B. Egede-profil sender sviner mod USA Det er ikke den rigtige Múte B. Egede, der beordrer USA til at droppe Grønland... Læs mere
Erhvervsordførere indkaldt til orientering om geopolitisk situation Orienteringen kommer, dagen efter at regeringen holdt møde med topchefer fra de... Læs mere
Støjberg i Israel er skeptisk over holdbarhed i våbenhvile og to stater Trods våbenhvile kan fred og tostatsløsning vise sig for svært, siger Inger S... Læs mere
Højere dosis af Novo-middel giver højere vægttab i nyt studie Novo Nordisk har tredoblet dosen af det aktive stof semaglutid i nyt studie, der... Læs mere