Tech

lør, 02 nov 2024

Chipgiganten Nvidia overtager Intels plads på stort indeks

Nvidias aktie er steget med over 180 procent i år. (Arkivfoto).
Robert Galbraith/Reuters Nvidias aktie er steget med over 180 procent i år. (Arkivfoto).

Den amerikanske chipgigant Nvidia bliver fra næste uge en del af det traditionsrige Dow Jones-indeks over store amerikanske virksomheder.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Nvidia overtager teknologivirksomheden Intels plads på indekset. Intel har ellers været en del af indekset de seneste 25 år.

Forandringen betragtes som en understregning af Nvidias succes den seneste tid - og omvendt også af Intels udfordringer.

Også malingproducenten Sherwin-Williams bliver fra næste uge en del af indekset. Det sker på bekostning af kemikalieselskabet Dow.

Dow Jones-aktieindekset består af 30 betydende, børsnoterede amerikanske selskaber. Indekset er et af de ældste og mest fulgte aktieindeks i verden.

Nvidias aktie er steget med over 180 procent i år.

Selskabets helt store vækstmotor er dets populære mikrochips, der bruges til at træne AI-modeller. Derfor har stigende brug af kunstig intelligens (AI) gavnet det amerikanske selskab.

Nvidia er i dag verdens næstmest værdifulde selskab. Det er overgået af Apple, men ligger foran virksomheder som Microsoft, Alphabet og Amazon.

Mere kritisk står det til hos Intel, hvis aktie er faldet med 54 procent i løbet af i år. Det betyder, at virksomheden er den, der har haft det værste år af alle selskaberne på Dow Jones-indekset, skriver Reuters.

Det er yderligere et slag over fingrene, at virksomheden nu ikke længere vil være en del af indekset. Det vurderer Susannah Streeter, der er analysechef ved investeringsvirksomheden Hargreaves Lansdown.

- At miste pladsen på Dow Jones vil være endnu et slag for omdømmet, mens virksomheden også kæmper med at forny sig og med at have mistet tillid, siger hun til Reuters.

Intel er blandt andet blevet kendt på at producere mikroprocessorer til computere.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Johnson & Johnson køber selskab for over 100 milliarder kroner Amerikanere betaler over 100 milliarder kroner for selskab, der udvikler medicin... Læs mere
Wammen lader kammeradvokats fremtid hænge i luften Trods opfordring har regeringen ikke opsagt kammeradvokatordning inden årsskift... Læs mere
Grønlands landsstyreformand holder pressemøde om aktuelle sager Klokken 17 dansk tid holder Múte B. Egede, Grønlands landsstyreformand, presse... Læs mere
Kendt politimand fra Emilie Meng-sagen vil være borgmester Kim Kliver vil gerne skifte politiuniformen ud med borgmesterkæder, når der er... Læs mere
Færøsk erfaring: Grønland får mere selvstændighed uden flammetaler Sjúrður Skaale har stået i selvstændighedskamp som Grønland, hvor nationald... Læs mere