Tech

lør, 06 apr 2024

Disney vil slå ned på deling af kodeord på streamingtjeneste

Bob Iger, der er topchef hos Disney, varsler tiltag, der skal få folk til at holde op med dele kodeord til streamingtjenesten Disney+. (Arkivfoto).
Angela Weiss/Ritzau Scanpix Bob Iger, der er topchef hos Disney, varsler tiltag, der skal få folk til at holde op med dele kodeord til streamingtjenesten Disney+. (Arkivfoto).

Hvis streamingtjenesten Disney+ skal være en forretning i vækst, skal der slås ned på delingen af kodeord.

Sådan lyder det fra Disneys topchef, Bob Iger, i et interview på den amerikanske nyhedskanal CNBC.

Her nævner Bob Iger flere tiltag, der skal give flere kunder i butikken og sikre vækst hos streamingplatformen.

Et af tiltagene er at få folk til at stoppe med at dele deres kodeord til Disney+ med folk uden for deres husstand.

- I juni kommer vi med vores første egentlige udfald mod deling af kodeord. Det vil være i nogle få lande og markeder til at starte med, men så vil der være en fuld udrulning i september, siger Bob Iger.

Han kommer ikke nærmere ind på, hvilke lande og områder der i første omgang er tale om.

Han går heller ikke i detaljer med, hvordan der konkret skal slås ned på delingen af kodeord.

Meldingen fra Disney kommer, efter at konkurrenten Netflix i 2023 besluttede sig for at sætte ind over for brugere, der deler én konto mellem flere husstande.

Tiltaget har tilsyneladende givet pote for Netflix, som i 2023 havde en tilgang på knap 30 millioner brugere på trods af prisstigninger.

I januar 2024 havde streamingtjenesten i alt 260 millioner abonnenter på verdensplan.

På det tidspunkt havde Disney+ omkring 150 millioner betalende brugere.

Disney-chefen Bob Iger siger ikke noget om, hvorvidt det nye tiltag er inspireret af Netflix.

Han roser dog streaminggiganten.

- Netflix er guldstandarden inden for streaming. De har gjort et fænomenalt stykke arbejde i flere forskellige retninger. Jeg har stor respekt for det, de har opnået.

- Hvis vi kan opnå, hvad de har opnået, vil det være storartet, siger Bob Iger.

Han fortæller videre, at der blandt andet skal skæres ned på markedsføring af Disney+.

Desuden skal der laves forbedringer af den algoritme, der kommer med forslag til film og serier baseret på, hvad brugeren har set på platformen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Tesla leverer færre biler end ventet og aktien sendes nedad Tesla-leverancer ligger 8000 biler under forventning. Aktien daler, og analytike... Læs mere
Øget efterspørgsel får Emirates til at indsætte fragtfly fra København Et ugentligt fragtfly til og fra Københavns Lufthavn skal hjælpe Emirates med ... Læs mere
Endnu en socialdemokratisk borgmester stopper efter kommunalvalg Marcel Meijer (S) har besluttet sig for, at 12 år som borgmester må være nok ... Læs mere
Private må tilbyde taxakørsel på yderligere tre småøer På i alt 11 danske øer er det nu muligt for private at tilbyde kørsel mod bet... Læs mere
Mere end seks ud af ti nye biler er elektriske 61,5 procent af nyindregistrerede biler i december var elektriske. Det viser opg... Læs mere