Tech

tor, 11 jul 2024

Faldende inflation i USA kan betyde lavere rente på danske boliglån

Inflationen i USA falder mere end ventet. (Arkivfoto).
Spencer Platt/Ritzau Scanpix Inflationen i USA falder mere end ventet. (Arkivfoto).

Inflationen i USA er på vej ned.

Fra maj til juni faldt inflationen fra 3,3 procent til 3,0 procent, samtidig med at forbrugerpriserne faldt med 0,1 procent.

Det viser nye tal fra det amerikanske Bureau of Labor Statistics.

Inflationsniveauet er "overraskende lavt", lyder det fra Dansk Erhverv.

Udviklingen åbner døren for, at USA kan sænke renten i september.

Det vil i sidste ende betyde, at boligejere i Danmark kan få en lavere rente på lånet.

- Det er bestemt godt nyt for de danskere, der går og hungrer efter en lidt lavere rente, siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

Renteniveauet har været kraftigt stigende de seneste år - særligt efter Ruslands invasion af Ukraine, der kastede verden ud i en energi- og forsyningskrise.

Danskere er derfor blevet mødt af stigende renter på deres boliglån, som har fordyret tilværelsen, ligesom førstegangskøbere har fået sværere ved at optage boliglån.

Selv om Nationalbanken i Danmark følger Den Europæiske Centralbanks renteudvikling, påvirker renten i USA stadig markederne.

Det har betydning for, hvordan bankrådgivere vurderer finansieringen af boliglån i Danmark.

- Så det vil kunne mærkes herhjemme i form af en lavere rente i Danmark, når man skal købe ny bolig, siger Tore Stramer.

Udviklingen mod en lavere rente er allerede i gang.

I juni sænkede Den Europæiske Centralbank den ledende rente med 0,25 procentpoint, hvilket Nationalbanken fulgte.

Derfor mener Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, at de nye amerikanske tal i højere grad skal ses som et tegn på, at vi allerede har set renterne toppe.

- Vi kan håbe på, at de kommer endnu længere ned, men der skal vi et stykke længere ind i året, før vi kan se det, siger han.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Tesla leverer færre biler end ventet og aktien sendes nedad Tesla-leverancer ligger 8000 biler under forventning. Aktien daler, og analytike... Læs mere
Øget efterspørgsel får Emirates til at indsætte fragtfly fra København Et ugentligt fragtfly til og fra Københavns Lufthavn skal hjælpe Emirates med ... Læs mere
Endnu en socialdemokratisk borgmester stopper efter kommunalvalg Marcel Meijer (S) har besluttet sig for, at 12 år som borgmester må være nok ... Læs mere
Private må tilbyde taxakørsel på yderligere tre småøer På i alt 11 danske øer er det nu muligt for private at tilbyde kørsel mod bet... Læs mere
Mere end seks ud af ti nye biler er elektriske 61,5 procent af nyindregistrerede biler i december var elektriske. Det viser opg... Læs mere