Tech

tor, 31 okt 2024

Microsoft præsenterer overraskende stigning i milliardomsætning

Væksten i tredje kvartal tilskrives især Microsofts datalagringstjeneste Azure og værktøjer, der bygger på AI. (Arkivfoto).
Carlo Allegri/Reuters Væksten i tredje kvartal tilskrives især Microsofts datalagringstjeneste Azure og værktøjer, der bygger på AI. (Arkivfoto).

Microsoft overgår analytikernes forventninger med sit regnskab for tredje kvartal, hvor omsætningen steg med 16 procent til 65,6 milliarder dollar - svarende til 452 milliarder kroner.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Microsofts nettoresultat landede på 24,7 milliarder dollar (170 milliarder kroner) i kvartalet, der omfatter perioden fra juli til september. Det er 11 procent højere end nettoresultatet for samme periode sidste år.

Indtjeningen per aktie steg med 10 procent til 3,30 dollar.

Væksten i tredje kvartal tilskrives især Microsofts datalagringstjeneste Azure og værktøjer, der bygger på AI - altså kunstig intelligens.

- Den AI-drevne transformation ændrer arbejdet og arbejdsgangen for hver rolle, funktion og forretningsproces, siger administrerende direktør i Microsoft Satya Nadella i en udtalelse ifølge AFP.

Han tilføjer, at Microsoft har tiltrukket nye kunder takket været sine AI-platforme og -værktøjer.

Det er især Microsofts samarbejde med OpenAI, der står bag ChatGPT, som har bragt Microsoft fremad inden for kunstig intelligens. Derudover har Microsoft primært udrullet sine AI-værktøjer under brandet Copilot.

Microsofts datalagringstjeneste Azure får også en del af æren for væksten i det seneste kvartal. Azures omsætning steg i tredje kvartal med 34 procent.

Regnskabet fra den amerikanske softwaregigant kommer dagen efter, at en af Microsofts store konkurrenter, Alphabet, ligeledes kunne præsentere et lovende regnskab for kvartalet fra juli til september.

Også hos Alphabet, der er moderselskabet bag Google, er det især selskabets satsninger inden for kunstig intelligens og virksomhedens lagringstjenester, der vurderes at være årsagen til en stor del af væksten.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Regeringen vil spare tre milliarder i nyt beskæftigelsesudspil Som varslet vil regeringen nedlægge jobcentre for at spare tre milliarder krone... Læs mere
Mærsk vil købe egne aktier for mere end 14 milliarder kroner Fredag indleder Mærsk første fase af aktietilbagekøbsprogram. Første fase lÃ... Læs mere
Nedslidte russiske tankskibe skal kontrolleres ved Skagen Nedslidte tankskibe kan fremover blive tilbageholdt af danske myndigheder gennem... Læs mere
Kørselstjenesten Uber mere end fordoblede sin indtjening i 2024 Investorerne i Uber er utilfredse, selv om selskabet ifølge topchefen har haft ... Læs mere
Folketinget mindes ofre i Sverige med et minuts stilhed Ud over at aflyse de officielle flagdage bliver ofrene for skoleskyderiet i Öre... Læs mere