Tech

man, 05 aug 2024

Novo entrerer liste over verdens største selskaber målt på salg

Novo Nordisk ligger nummer 469 på Fortunes liste over verdens 500 største selskaber målt på omsætning. (Arkivfoto).
Tom Little/Reuters Novo Nordisk ligger nummer 469 på Fortunes liste over verdens 500 største selskaber målt på omsætning. (Arkivfoto).

Det danske medicinalselskab Novo Nordisk optræder for første gang på Fortunes liste over verdens største selskaber målt på omsætning.

Listen består af verdens 500 største selskaber målt på omsætning over et år. Den er blevet offentliggjort mandag af det amerikanske magasin Fortune.

Novo Nordisk træder ind på listen som nummer 469. Selskabet havde i sit seneste fulde regnskabsår en omsætning på 33,7 milliarder dollar svarende til cirka 230 milliarder kroner.

Også danske Mærsk optræder på listen, men rederiet er raslet 138 pladser ned sammenlignet med i 2023. Nu ligger Mærsk nummer 289.

Målt på markedsværdi er Novo Nordisk i øjeblikket nummer 14 på listen over verdens mest værdifulde selskaber.

Øverst på Fortunes liste ligger det amerikanske detailselskab Walmart med en samlet omsætning på 648 milliarder dollar. Det er 11. år i træk, at Walmart ligger nummer et.

Det amerikanske internethandelsselskab Amazon genvinder sin plads som nummer to på listen, efter at det saudiske olieselskab Saudi Aramco havde overtaget den på listen fra 2023.

Listen indeholder en række olieselskaber, men flere af dem, der er højest placeret, er placeret lavere på listen i år sammenlignet med i 2023. Det gælder foruden Saudi Aramco også China National Petroleum, Exxon Mobil og Shell.

- Dette års liste viser et par tendenser, der kolliderer - energipriserne afkøles, mens kunstig intelligens bliver rødglødende, siger chefredaktør på Fortune Alyson Shontell i en pressemeddelelse.

Foruden Novo Nordisk er det amerikanske chipselskab Nvidia også at finde på listen for første gang.

Der er i alt 139 amerikanske selskaber på listen, hvilket er tre mere end i 2023. Dermed er der nu igen flere amerikanske end kinesiske selskaber på listen.

Siden 2018 har Storkina, der foruden Fastlandskina også inkluderer Taiwan, Hongkong og Macao, været mest dominerende på listen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Nordnet-kunde lagde ordre på en andens konto under sikkerhedsbrist Nordnet har ikke rapporteret nogen tilfælde af kunder, der har lidt økonomisk ... Læs mere
Få brugere oplevede sikkerhedsbrist hos Nordnet Nordnet er tirsdag aften ikke bekendt med, at kunder har fået foretaget handler... Læs mere
Flere syriske flygtninge undersøger hjemrejse til Syrien Der er voksende interesse blandt syriske flygtninge i muligheden for hjemrejse, ... Læs mere
Venstres Ellen Trane Nørby dropper borgmesterdrøm og trækker sig Venstre i Sønderborg stiller med ny borgmesterkandidat til kommunalvalget. Det ... Læs mere
Selvstændighedspolitiker melder sig ud af Siumut og ind i Naleraq Endnu en politiker forlader regeringspartiet Siumut og melder sig ind i Naleraq ... Læs mere