Tech

tir, 18 jun 2024

Nvidia overtager plads som det mest værdifulde selskab i verden

I 2024 er Nvidia-aktien ifølge MarketWire steget omkring 165 procent. (Arkivfoto).
Justin Sullivan/Ritzau Scanpix I 2024 er Nvidia-aktien ifølge MarketWire steget omkring 165 procent. (Arkivfoto).

Chipgiganten Nvidia går forbi Microsoft og bliver det mest værdifulde børsnoterede selskab i verden.

Tirsdag omkring klokken 19.30 dansk tid står Nvidia-aktien til at stige 3,4 procent. Det bringer børsværdien af selskabet op på 3332 milliarder dollar.

I top-5 ligger foruden Nvidia og Microsoft også Apple, Alphabet, som ejer Google, og Amazon.

I 2024 er Nvidia-aktien ifølge MarketWire steget omkring 165 procent. Dermed er selskabets børsværdi steget med omkring 2000 milliarder dollar svarende til knap 13.900 milliarder kroner.

Danske Novo Nordisk er også til stede på listen over verdens mest værdifulde selskaber.

Medicinalselskabet ligger i øjeblikket nummer 12 lige efter den amerikanske konkurrent Eli Lilly.

Novo Nordisk er det mest værdifulde selskab i Europa. Det næste europæiske selskab på listen er det hollandske chipselskab ASML, som tirsdag ligger nummer 20.

Nvidia laver mange af de mest populære mikrochips til at træne AI-modeller med. Derfor har stigende brug af kunstig intelligens gavnet det amerikanske selskab.

I det seneste fulde regnskabsår tjente Nvidia knap 30 milliarder dollar svarende til over 200 milliarder kroner. Det var næsten syv gange mere end året før.

Selskabets topchef, Jensen Huang, pegede på stigende global efterspørgsel i forbindelse med regnskabet.

Generativ kunstig intelligens begyndte for alvor at tage fart sidste år.

Den populære chatbot ChatGPT er et eksempel på generativ kunstig intelligens, der kan skabe nyt indhold på baggrund af enorme mængder data.

ChatGPT blev lanceret ved udgangen af 2022, og særligt i løbet af 2023 blev den og andre lignende produkter taget i brug af virksomheder og private.

Det er techvirksomheden OpenAI, der har udviklet ChatGPT. Siden den blev lanceret, har andre techgiganter lavet tilsvarende tjenester. Blandt andet har Google lanceret Bard.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Folketinget fraråder brug af kinesisk chatbot på Folketingets enheder Ligesom med TikTok fraråder Folketinget, at politikere og ansatte bruger ny kin... Læs mere
Langt færre breve får PostNord Danmarks omsætning til at falde PostNord Danmarks brevmængder faldt med 44 procent i fjerde kvartal sammenligne... Læs mere
Jysk har fået 5000 ansøgninger inden butiksåbninger i Marokko Detailkæden Jysk vil åbne to butikker i den marokkanske kystby Casablanca til ... Læs mere
Med ny støtte vil Danmark bakke op om UNRWAs arbejde og reformer Danmark fremrykker bidraget til palæstinensisk organisation og giver flere peng... Læs mere
Nordnet-kunde lagde ordre på en andens konto under sikkerhedsbrist Nordnet har ikke rapporteret nogen tilfælde af kunder, der har lidt økonomisk ... Læs mere