Topledere

ons, 29 mar 2023

Tidligere topchef vender tilbage for at vie schweiziske storbanker

FILES-SWITZERLAND-BANKING-UBS-CREDIT SUISSE (Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix)

Den schweiziske storbank UBS hiver nu en tidligere topchef ind for at få styr på det hastige ægteskab med kriseramte Credit Suisse.

Det skriver nyhedsbureauet AFP. Efter planen overtager 62-årige Sergio Ermotti styringen med banken 5. april. Den nuværende topchef, Ralph Hamers, forventes at blive ved hans side i en overgangsperiode. UBS købte Credit Suisse tidligere i marts, efter at sidstnævnte kom under pres fra kunder, der hev store beløb ud af banken. Ermotti har et godt ry i UBS og huskes bedst for at genoprette bankens omdømme i kølvandet på finanskrisen. Han forlod sin stilling i 2020. - Den aktuelle opgave er en presserende og udfordrende opgave, siger han ifølge nyhedsbureauet i en officiel udtalelse. - For at gøre det på en succesfuld måde - og i alle involveredes interesse - er vi nødt til at vurdere alle muligheder systematisk. Ægteskabet mellem de to storbanker blev hastigt arrangeret med den schweiziske regering på sidelinjen. Det skete for at forhindre en potentiel global finansiel nedsmeltning. Ifølge UBS hentes Ermotti tilbage, fordi han efter finanskrisen var i stand til at skabe en markant kulturændring i banken, som gjorde det muligt at genvinde tilliden fra kunderne. Den nuværende topchef, Ralph Hamers, er ked af at skulle forlade storbanken, men forstår også at der er grundlæggende omstændigheder, som har ændret sig de seneste uger. - Jeg træder til side af hensyn til den nye kombinerede bank og dens interessenter, herunder Schweiz og landets finansielle sektor, siger han. Det er ikke nyt, at mange kunder har valgt at hive deres penge ud af Credit Suisse. Det er sket over en længere periode. I bankens årsregnskab kom det frem, at kunder i sidste kvartal havde hevet omkring 120 milliarder dollar, cirka 847 milliarder kroner, med sig. /ritzau/

Andre læser også

WHO godkender mpox-vaccine til unge mellem 12 og 17 år Mpox-virus, der også er kendt som abekopper, giver typisk milde symptomer, men ... Læs mere
Interessen for boligkøb er på det højeste niveau siden 2022 Stabil inflation og lav ledighed har medvirket til en stigende interesse for bol... Læs mere
Kommuner må droppe kystbeskyttelse på grund af oversøgt støttepulje 11 ansøgere søgte støtte for over en milliard kroner til kystbeskyttelse, men... Læs mere
Forsvarsminister: Danmark skal satse mere på forsvarsindustrien Danmark skal være mindre afhængig af andre landes produktion af ammunition, si... Læs mere
DF vil have alle gymnasieelever på studietur til Auschwitz For at skabe et "opgør" mod antisemitisme i Danmark vil DF have gymnasieelever ... Læs mere