Udland

søn, 31 mar 2024

Canada vil gøre prævention til kvinder gratis

Regeringen skal nu få Canadas provinser til at godkende det nye system, som indebærer at gøre prævention gratis for kvinder. (Arkivfoto).
Jennifer Gauthier/Reuters Regeringen skal nu få Canadas provinser til at godkende det nye system, som indebærer at gøre prævention gratis for kvinder. (Arkivfoto).

I Canada skal det ikke længere være en udgift for den enkelte kvinde, hvis hun ønsker at benytte sig af et præventionsmiddel for at beskytte sig mod uønsket graviditet.

På et pressemøde lørdag lokal tid - hvor regeringen fremlægger første del af en større sundhedsreform - lyder det, at staten fremover skal finansiere prævention til kvinder.

Det skal gælde de mest udbredte metoder så som spiraler, p-piller, p-stave og nødprævention, også kendt som fortrydelsespiller, uddyber landets vicepremierminister, Chrystia Freeland, på pressemødet.

Der er omkring ni millioner kvinder i Canada, som er i den reproduktive alder.

- Kvinder bør være frie til at vælge de præventionsmidler, de har brug for, uden at omkostningerne kommer i vejen. Så vi gør præventionsmidler gratis, skriver premierminister Justin Trudeau på det sociale medie X.

I februar blev det meldt ud, at regeringen havde en ny pakke af lovforslag på vej for sundhedsområdet, hvilket samlet set skulle markere den største udvidelse af den offentligt finansierede del af Canadas sundhedssystem i årtier.

Det kaldes for "The pharmacare plan".

Eksempelvis skal også diabetesmedicin gøres gratis for omkring 3,7 millioner borgere i Canada, mener regeringen.

Prisen for ændringerne, og præcis hvornår de skal gælde fra, er endnu ikke blevet meldt ud.

Regeringen skal nu få Canadas provinser til at godkende det nye system. Det er provinserne, der i praksis administrerer det offentlige sundhedssystem.

I en rapport, der bygger på data fra 2021, fra OECD - Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling - lød det for nylig, at Canada bruger flere penge på medicin per indbygger end Japan, Tyskland og USA.

Kilde: /ritzau/AFP

Andre læser også

Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere
Ministerium får skarp kritik for tilsyn med landbruget I alt to ministerier får kritik for tilsyn med landbrugets udledning af kvælst... Læs mere