Udland

man, 03 feb 2025

af Mikkel Preisler

Dansk topchef i Canada gør klar til at skære ned på indkøb i USA

Per Bank var topchef i den danske dagligvarekoncern Salling Group indtil 2023, hvor han forlod koncernen for at blive topchef i canadiske Loblaw. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Per Bank var topchef i den danske dagligvarekoncern Salling Group indtil 2023, hvor han forlod koncernen for at blive topchef i canadiske Loblaw. (Arkivfoto).

Per Bank, som er topchef i den canadiske dagligvarekoncern Loblaw, gør klar til at skære ned på vareindkøbet i USA og i stedet skrue op for indkøb i Canada.

Det skriver han i et opslag på LinkedIn, efter at USA har indført en straftold på canadiske varer på 25 procent.

Canada har svaret igen med en tilsvarende told.

- Leveomkostningerne, herunder fødevarepriserne, har været udfordrende. En handelskrig kommer ikke til at gøre den realitet nemmere på nogen side af grænsen, særligt ikke for forbrugerne. Det er vores primære bekymring, skriver Per Bank.

I opslaget oplister han de ting, som Loblaw vil gøre for at afbøde effekterne bedst muligt.

Han nævner blandt andet, at Loblaw som landets største indkøber af canadiske fødevarer er klar til at fordoble sit indkøb fra det hjemlige marked.

Derudover vil koncernen lede efter alternativer, til de varer den tidligere har indkøbt fra USA. Det kan eksempelvis være alternativer fra Mexico, som også er blevet ramt af en amerikansk told på 25 procent, lyder det.

Lørdag underskrev den amerikanske præsident, Donald Trump, et præsidentielt dekret, der indfører en told på 25 procent på alle varer fra Mexico og Canada.

Dog er energiprodukter som eksempelvis olie fra Canada undtaget tolden. Her gælder i stedet en told på 10 procent.

Tolden ventes at træde i kraft fra tirsdag den 4. februar.

Trump har begrundet handlingen med, at landene ikke gør nok for at bremse illegal indvandring og strømmen af opioidet fentanyl til USA. Det meget potente og smertestillende stof er skyld i tusindvis af dødsfald årligt i USA.

Per Bank var topchef i den danske dagligvarekoncern Salling Group indtil 2023, hvor han forlod koncernen for det canadiske topjob.

Inden han kom til Salling Group i 2012, var han blandt andet chef for den britiske dagligvarekoncern Tescos forretning i Ungarn.

Loblaw-koncernen står bag både dagligvarebutikker og apoteker og har mere end 2400 butikker i hele Canada.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Vingegaard ude af Paris-Nice Styrtet på 5. etape af cykelløbet betyder at Jonas Vingegaard trækker sig Læs mere
Messerschmidt foreslÃ¥r dansk afstemning om Grønlands selvstændighed Morten Messerschmidt vil have danskere skal tage stilling til Grønlands selvstÃ... Læs mere
Demonstranter stormer Trump Tower Trump Tower blev kortvarigt indtaget af demonstranter i går for at protestere i... Læs mere
Jarlov: Vil betyde krig med USA Rasmus Jarlov er klar i spyttet i forhold til Trumps seneste udtalelser om Grøn... Læs mere
Grønland vil afvise Trump : Nok er nok Efter Trumps udmelding om at ville annektere Grønland har partileder fået nok Læs mere