Udland

ons, 21 feb 2024

af Mikkel Preisler

Donald Trump sammenligner sig selv med Aleksej Navalnyj

Donald Trump deltog tirsdag aften i et interview på den amerikanske fjernsynskanal Fox News. Her sammenlignede han sig selv med den nyligt afdøde russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj.
Sam Wolfe/Reuters Donald Trump deltog tirsdag aften i et interview på den amerikanske fjernsynskanal Fox News. Her sammenlignede han sig selv med den nyligt afdøde russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj.

USA's tidligere præsident og formentlige republikanske kandidat til næste valg, Donald Trump, siger i et interview, at russiske Aleksej Navalnyj var en "meget modig mand", som "formentlig" ikke burde have vendt hjem til Rusland.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, efter at Trump tirsdag aften lod sig interviewe på den amerikanske fjernsynskanal Fox News.

Aleksej Navalnyj var en ledende figur i den russiske opposition mod præsident Vladimir Putin.

Han døde ifølge det russiske fængselsvæsen fredag i sidste uge i en fangelejr.

Det er endnu ikke fastlagt, præcis hvorfor Navalnyj døde. Ifølge hans stab tilbageholdes liget af ham i 14 dage.

- Navalnyj er en enormt trist situation, og han var en meget modig fyr, for han vendte hjem, siger Trump.

Navalnyj blev i 2022 forgiftet med nervegiften Novitjok. Han var efterfølgende indlagt på et hospital i Tyskland, inden han vendte hjem til Rusland.

- Ærligt talt havde han nok gjort klogt i at blive væk og tale sin sag fra udlandet i stedet for at rejse hjem. Folk tænkte, at det godt kunne ske, og det gjorde det også. Det er skrækkeligt, siger Donald Trump.

Flere lande har beskyldt den russiske regering for at stå bag Navalnyjs død. Det har regeringen afvist.

Trump sammenlignede tidligere på ugen sig selv med Aleksej Navalnyj på hans eget sociale medie Truth Social.

Ekspræsidenten står over for en række straffesager, hvor han er blevet anklaget for på forskellige måder at forsøge at omstøde det amerikanske valgresultat, efter at Joe Biden blev valgt som præsident i 2020.

- Det sker også i vores land, siger han i interviewet med Fox News tirsdag.

- Vi er på mange måder ved at blive en kommuniststat. Og hvis man ser på det, så er jeg jo den førende kandidat. Og så bliver jeg tiltalt, siger Donald Trump.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Grønland vil afvise Trump : Nok er nok Efter Trumps udmelding om at ville annektere Grønland har partileder fået nok Læs mere
Trump vil annektere Grønland Donald Trumps udtalelser om Grønland vækker bekymring Læs mere
Prisen på guld i voldsom vækst : Investorer søger sikre alternativer og kigger mod ædelmetaller I en usikkertid begynder flere og flere investorer at købe guld og ædelmetalle... Læs mere
Putin støtter våbenhvile : I teorien Vladimir Putin afviser ikke amerikansk udspil til en våbenhvile - men Putin har... Læs mere
Musk vil fyre op imod 20% af den amerikanske skattestyrelse DOGE ere nu nået til den amerikanske skattestyrelse og vil have arbejdsstyrke s... Læs mere