Udland

tor, 28 mar 2024

af Mikkel Preisler

Donald Trumps advokat og medtiltalte mister beskikkelse

John Eastman mister sin ret til at bedrive advokatvirksomhed i delstaten Californien. (Arkivfoto).
Jason Getz/Ritzau Scanpix John Eastman mister sin ret til at bedrive advokatvirksomhed i delstaten Californien. (Arkivfoto).

Advokaten John Eastman, som sammen med ekspræsident Donald Trump er tiltalt for at forsøge at omstøde USA's præsidentvalg, mister sin beskikkelse i delstaten Californien.

Afgørelsen kommer fra Californiens delstatslige svar på et advokatnævn, beskikkelsesdomstolen, som behandler advokaters autorisation til at bedrive advokatvirksomhed.

Det sker, efter at anklagere fra beskikkelsesdomstolen sidste år nedlagde påstand om, at Eastman skulle have frataget beskikkelsen for opførsel, som var "uden hold i historisk præcedens eller lov og står modsat vores værdier som nation".

- Eastmans handlinger blev udført med bedrag og uærlighed, skriver dommer Yvette Roland i sin afgørelse.

Eastman kan stadig anke sagen til Californiens delstatslige højesteret.

Hverken Eastmans advokater eller beskikkelsesdomstolen i Californien har villet kommentere afgørelsen over for nyhedsbureauet Reuters.

Eastman har forsvaret sine udtalelser om præsidentvalget i 2020 med, at han kom med dem i god tro.

Han blev i august sidste år tiltalt for sin rolle i forsøget på at omstøde præsidentvalget i delstaten Georgia med henblik på at gøre Trump til vinderen.

Han forsøgte desuden at overtale Trumps vicepræsident, Mike Pence, til, at han i overensstemmelse med den amerikanske forfatning sagtens kunne underkende valgets faktiske vinder Joe Bidens sejr.

Det var desuden Eastman, som førte sagen for Trump, da ekspræsidenten lagde sag an i fire delstater, hvor han påstod, at der var fundet valgsvindel sted.

Eastman var desuden til stede på plænen foran den amerikanske kongresbygning, The Capitol, hvor han gentog mange af påstandene om valgsvindel i præsidentvalget, inden de vrede demonstranter stormede bygningen 6. januar 2021.

Kilde: /ritzau/Reuters

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere
Konservative : Danmark skal have en sproglov Forsker : Det vil ingen effekt have på det sprog vi snakker til dag Læs mere