Polens premierminister Donald Tusk har i et opslag på det sociale medie X (tidligere Twitter) direkte anklaget Rusland for at stå bag påsatte brande i Vilnius og Warszawa. Tusk henviser til den litauiske anklagemyndigheds nye konklusion om, at russiske specialtjenester stod bag sidste års brandattentat mod et IKEA-varehus i Vilnius samt en stor markedshal i Warszawa. Ifølge efterforskningen hyrede russiske agenturer unge ukrainske statsborgere til at udføre ildspåsættelserne – noget Tusk kaldte “enestående perfiditet” (dvs. en usædvanlig ondsindethed) i sit opslag. Kort efter delte Tusk også sin besked på engelsk rettet mod vestlige allierede, hvor han bemærkede, at det var “godt at vide før forhandlingerne” om fred, hvilket understreger hans pointe om russisk undergravende adfærd midt i diplomatiske bestræbelser.
Ukraine-krigen og våbenhvileforhandlinger
Udmeldingen kommer på et følsomt tidspunkt, hvor krigen i Ukraine raser på tredje år, og der pågår internationale forsøg på at forhandle en permanent våbenhvile med Rusland. USA har for nylig skitseret et forslag til en midlertidig våbenhvile, som Kyiv gik med til, men Moskva stillede en række betingelser, herunder at Ukraine opgiver NATO-ambitioner og militær aktivitet under en pause.
Disse krav anses som uacceptable af Ukraine og dets vestlige partnere, og Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj har anklaget Vladimir Putin for at “trække tiden” og opstille manipulerende forhindringer for en fredsløsning. Vestlige ledere frygter desuden, at Kreml blot vil udnytte et stop i kampene til at genopbygge sine styrker og fortsætte aggressionen senere. Denne dybe mistillid danner bagtæppet for de igangværende forhandlinger, som i forvejen er yderst vanskelige.
Diplomatiske konsekvenser
Tusks offentlige udmelding – og indirekte anklage mod Moskva for skjulte angreb i NATO-lande – kan komplicere forhandlingerne yderligere. På den ene side giver det genlyd af Vestens narrative om, at Rusland fører en form for “hybrid krigsførelse” og sabotagekampagne i Europa. Det kan styrke vestlige forhandlere i deres krav om forsigtighed og verifikation, vel vidende at Kreml fortsat udfører fjendtlige handlinger i det skjulte. Tusk’s pointe om, at sådanne afsløringer er “gode at vide” inden man sætter sig ved forhandlingsbordet, indikerer, at Ukraine og dets allierede vil forholde sig skeptisk over for russiske løfter.
Omvendt risikerer udtalelsen at øge spændingerne: Moskva har endnu ikke reageret specifikt på Tusk, men Kreml plejer hårdnakket at afvise alle beskyldninger om sabotage som grundløse provokationer. Hvis Rusland føler sig offentligt udskammet, kan det gøre en allerede skrøbelig dialog endnu mere vanskelig. Ikke desto mindre tegner Tusks udmelding et klart billede af Vestens holdning: at man må være på vagt over for russiske hensigter, selv mens man søger diplomatiske løsninger på krigen.
