Omkring 500 personer er blevet evakueret i forbindelse med et formodet gasudslip hos den svenske efterretningstjeneste, Säpo.
Det er sket i deres hovedkvarter i Solna nord for den svenske hovedstad, Stockholm.
Det skriver flere svenske medier, herunder Expressen og SVT.
Expressen henviser til TV4 Nyheterna for antallet af evakuerede.
Säpos pressetalsperson, Karin Lutz, bekræfter ifølge Expressen, at hovedkvarteret delvist er evakueret. Men det præcise antal bekræftes ikke.
Syv personer er kørt på hospitalet, fem i ambulance og to på egen hånd, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Ifølge Aftonbladet er flere af dem politifolk.
Politiets talsmand Anders Bryngelsson siger til TT, at "ingen fra offentligheden" er kørt på hospitalet. Han har ingen oplysninger om alvorligt tilskadekomne.
Der er ingen oplysninger om, hvad der præcist er sket. Men beredskabet undersøger, om der kan være sket et gasudslip.
- Vi er på stedet for at forsøge at identificere en form for lugt i lokalerne, som personer har reageret på. Bygningen evakueres, siger Tommy Wållberg, der er chef for den centrale redningstjeneste, ifølge Expressen.
Ifølge Aftonbladet er beboere i området blevet bedt om at lukke deres vinduer.
En beboer i området siger til det svenske medie, at der går politibetjente rundt med masker på.
- Der lugter mærkeligt, som maling, i vores ventilation. Politiet bad os lukke vinduerne, siger en beboer til Aftonbladet.
Politiet har ifølge TT afspærret et stort område. Der er også spærret af for folk, der bor inden for afspærringerne.
Anmeldelsen tikkede ind hos politiet fredag middag klokken 12.30.
Klokken 14.30 lød det, at operationen stadig var i gang på stedet. Cheflæge Patrik Söderberg regnede med at have et klarere billede af situationen "om et par timer", skriver TT.
Kort før klokken 16.00 skriver SVT, at gasdetektorer har givet udslag. Men det bekræfter ifølge Region Stockholm ikke, at der er tale om et gasudslip, skriver SVT.
Kilde: /ritzau/