Yderligere eskalering er en mulighed, hvis Israel kommer med et modsvar på nattens angreb fra Iran. Men for nu er Irans angreb slut.
Det siger stabschefen for Irans væbnede styrker, Mohammad Bagheri, søndag til iransk stats-tv ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Vores modsvar vil være meget større end nattens militæraktion, hvis Israel gør gengæld mod Iran, siger Mohammad Bagheri.
Til iransk stats-tv siger den øverstkommanderende for Irans Revolutionsgarde, Hossein Salami, at angrebet betyder, at der er en ny situation.
Nu vil ethvert israelsk angreb på iranske interesser, værdier, embedsmænd eller borgere blive besvaret fra iransk territorie.
Angrebet var det første direkte nogensinde fra Iran på israelsk territorie.
Det kom som modsvar på et angreb 1. april på et iransk konsulat i Damaskus, hvor officerer fra Irans Revolutionsgarde blev dræbt. Iran beskylder Israel for at stå bag. Israel har hverken be- eller afkræftet den påstand.
Ifølge Israels militær blev der natten til søndag affyret over 300 droner og missiler fra Iran. Over 99 procent af disse blevet afværget, melder Israel.
- Vores operationer er ovre, og vi har ingen intention om at fortsætte dem, siger Bagheri og hævder ifølge Reuters, at Irans angreb ramte to israelske militærbaser med succes.
Bagheri og Salami er ikke de eneste fra det officielle Iran, som er kommet med advarsler.
- Den islamiske republik Iran vil ikke tøve med at udøve sin naturlige ret til selvforsvar, når det er påkrævet, siger Irans FN-ambassadør, Amir Saeid Iravani, i en udtalelse ifølge CNN.
- Skulle det israelske regime begå nogen militær aggression igen, vil Irans reaktion med sikkerhed og beslutsomhed blive stærkere og mere resolut, lyder det videre.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har på det sociale medie X sagt, at Israel vil "vinde" konflikten.
- Vi opsnappede, vi afværgede, sammen vinder vi, skriver Netanyahu.
Den israelske Kanal 12 citerer ifølge Reuters en unavngiven israelsk embedsmand for, at der vil komme en "markant reaktion" på angrebet.
Kilde: /ritzau/