Udland

man, 22 apr 2024

Irans præsident holder fast i streng tørklædekontrol

- At respektere tørklædet er ikke kun en religiøs, men også en politisk og lovfæstet pligt for iranske kvinder, siger Irans præsident, Ebrahim Raisi. (Arkivfoto).
Wana News Agency/Reuters - At respektere tørklædet er ikke kun en religiøs, men også en politisk og lovfæstet pligt for iranske kvinder, siger Irans præsident, Ebrahim Raisi. (Arkivfoto).

Trods voldsomme protester blandt befolkningen vil Irans præsident, Ebrahim Raisi, fastholde en streng kontrol over for landets kvinder for at sikre, at landets tørklædelovgivning ikke bliver overtrådt.

Det siger præsidenten i en udtalelse fra præsidentkontoret, skriver nyhedsbureauet dpa.

- At respektere tørklædet er ikke kun en religiøs, men også en politisk og lovfæstet pligt for iranske kvinder, siger Ebrahim Raisi.

Der er "overhovedet ingen tvivl" om, at politiet fortsat skal lave regelmæssige kontroltjek af, om loven bliver overholdt, mener den ultraortodokse præsident.

Det er lovpligtigt for kvinder at bære hijab i det offentlige rum i Iran. En hijab er et tørklæde, der dækker håret, halsen og skuldrene. Ifølge reglerne skal kvinder desuden bære lange klæder, der ikke er tætsiddende.

I den persiske kalender blev det nye år skudt i gang 20. marts, og siden da har politiet og moralpolitiet lagt en hårdere linje, når det kommer til overtrædelser af tørklædereglerne.

Videoer delt på sociale medier viser, at der har været flere sammenstød mellem kvinder og moralpolitiet under kontroller. Der har været meldinger om kvinder, der bliver standset på travle gader og pladser af politifolk, som undersøger deres tørklæder og hovedbeklædninger.

Tidligere i april berettede kvinder i Iran om, at det berygtede moralpoliti er begyndt at slå hårdere ned på kvinder, som ikke nøje overholder de religiøse love om tørklæder.

Antallet af kontroloperationer er steget markant, lød det.

Moralpolitiet slækkede i en periode med kontrollen og virkede mere tolerante. Det var efter en periode med masseprotester anført af kvinder i efteråret 2022.

I september 2022 døde 22-årige Mahsa Amini, efter hun havde mistet bevidstheden i det iranske moralpolitis varetægt. Hun lå i koma i tre dage før sin død.

Amini var blevet anholdt, fordi hendes hijab ifølge de iranske myndigheder ikke dækkede hendes hår. Hun mistede angiveligt livet, fordi hun var blevet udsat fra vold af politiet.

Politiet hævdede dog, at Amini døde af et hjerteanfald.

Den 22-åriges død satte gang i omfattende protester. Kvinder brændte deres tørklæder i trods mod den islamiske republiks regler for beklædning og dem, der håndhæver reglerne.

I solidaritet med Mahsa Amini har flere iranske kvinder også siden hendes død valgt at ignorere kravene om at bære tørklæde.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Regeringstoppen holder topmøde om uddannelsespolitik To dage i oktober er seks ministre med, når regeringen holder uddannelsespoliti... Læs mere
Mette Frederiksen lover at slå ring om flere nedslidte lønmodtagere I fagbevægelsens hule lover Mette Frederiksen at slå ny ring om nedslidtes pen... Læs mere
Salget af elbiler halter efter i EU Nye tal viser, at der i august blev solgt 44 procent færre elbiler i EU end i s... Læs mere
Ledigheden hoppede på stedet i august Ledigheden rykkede sig ikke ud af stedet i august. Der er fortsat 87.000 på kon... Læs mere
Amerikansk rentesænkning smitter positivt af på danske boliglån Den seneste tid er renten på danske boliglån med 30 års fast rente faldet, da... Læs mere