Det israelske parlament har mandag vedtaget et lovforslag, der giver landets ministre bemyndigelse til at forhindre udsendelser fra den arabiske tv-station Al Jazeera i at blive sendt i Israel.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Lovforslaget blev vedtaget med 70 ud af 80 stemmer. Ministrene får med lovforslaget også lov til at forhindre udsendelser fra andre udenlandske medier i at blive vist i Israel.
Derudover får ministrene bemyndigelse til at lukke udenlandske mediers kontorer på israelsk jord ned.
I januar blev to journalister, som var tilknyttet Al Jazeera, dræbt i det israelske militær i et luftangreb i Gazastriben. Israels militær hævdede, at de dræbte journalister var "medlemmer af terrororganisationer", skrev Le Monde.
Al Jazeera benægtede anklagerne og beskyldte Israel for systematisk at angribe mediets medarbejdere i Gazastriben.
I december blev Al Jazeeras bureauchef i Gazastriben, Wael al-Dahdouh, såret i et israelsk angreb, der dræbte en af mediets kameramænd.
I sidste måned lød det fra mediet, at israelske styrker havde slået og anholdt en af dets korrespondenter i forbindelse med en razzia på al-Shifa-hospitalet i Gaza By.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har lovet at tage "øjeblikkelige foranstaltninger" for at lukke Al Jazeera ned i Israel, så snart loven træder i kraft.
- Terrorkanalen Al Jazeera vil ikke længere sende fra Israel. Jeg vil handle straks i overensstemmelse med den nye lov for at stoppe kanalens aktiviteter, skriver han på det sociale medie X mandag aften.
Netanyahu er blevet opereret for brok og ventes at blive udskrevet fra hospitalet tirsdag eftermiddag.
Ifølge Gazastribens sundhedsmyndigheder, som er styret af Hamas, har 32.845 palæstinensere mistet livet i Gazastriben siden 7. oktober, hvor Hamas angreb Israel. Det oplyser Reuters.
75.392 personer er blevet såret.
Det Hvide Hus har mandag aften kommenteret godkendelsen af lovforslaget, skriver Reuters.
Hvis Israel planlægger at lukke Al Jazeera ned i landet, er det "bekymrende", lyder det fra Karine Jean-Pierre, som er pressesekretær i Det Hvide Hus.
Kilde: /ritzau/