Rusland og den vestlige militæralliance Nato er i en "direkte konfrontation".
Sådan lyder det torsdag fra Dmitrij Peskov, der er præsident Vladimir Putins talsmand.
Udmeldingen kommer, samtidig med at Nato torsdag fejrer sin 75-års fødselsdag.
Natos udvidelser mod øst har gentagne gange fået kritik fra Rusland, der indledte krigen i Ukraine for to år siden med det mål at forhindre Nato i at komme tættere på Rusland.
Det modsatte er dog sket, og både Finland og Sverige er siden blevet en del af alliancen.
- Faktisk er relationerne nu nået på et niveau med direkte konfrontation, siger Peskov.
Nato var "allerede involveret i en konflikt omkring Ukraine og fortsætter med at bevæge sig mod vores grænser og udvide sin militære infrastruktur mod vores grænser", siger han.
Putin har gentagne gange sagt, at Rusland blev snydt af Vesten i kølvandet på Den Kolde Krig.
Her blev Warszawa-pagten opløst, mens Nato rykkede østpå og senere indlemmede de baltiske lande, som engang var en del af Sovjetunionen.
Vesten har afvist den udlægning af historien.
Vestlige lande siger i stedet, at Nato er en forsvarsalliance, og at landene på demokratisk vis sluttede sig til Nato ved eget valg efter årtier under kommunistisk styre.
Nato siger, at alliancen er med til at hjælpe Ukraine i en eksistenskamp mod russerne. Landene har hjulpet den ukrainske regering med våben, træning og efterretninger.
Rusland har sagt, at det de facto har gjort Nato til en part i konflikten. Putin sagde i februar, at en direkte konflikt mellem Nato og Rusland vil udløse Tredje Verdenskrig.
Kilde: /ritzau/Reuters