Udland

ons, 17 apr 2024

af Mikkel Preisler

Kroatiens regerende parti tager føringen i parlamentsvalg

Den kroatiske premierminister Andrej Plenkovics parti, HDZ, står til at vinde flest pladser i landets parlament. Han stemte tidligere onsdag i Zagreb.
Marko Djurica/Reuters Den kroatiske premierminister Andrej Plenkovics parti, HDZ, står til at vinde flest pladser i landets parlament. Han stemte tidligere onsdag i Zagreb.

Den kroatiske premierminister Andrej Plenkovics parti, HDZ, har taget føringen ved landets parlamentsvalg.

Det konservative parti står til at vinde 58 ud af parlamentets pladser.

Det viser en valgstedsmåling fra analyseinstituttet Ipsos, skriver AFP.

Der er i alt 151 i parlamentet, og dermed er 58 pladser ikke nok til at vinde det nødvendige flertal til at danne en regering.

SDP - Kroatiens socialdemokratiske parti - står til at vinde 44 pladser. Det er efterfulgt af højrefløjspartiet Domovinski Pokret, der ifølge målingen får 13 pladser.

Forud for valget har den 54-årige Andrej Plenkovics popularitet stået til at blive testet i kølvandet på beskyldninger om korruption og nepotisme.

Hans parti har domineret landet siden Jugoslaviens opløsning i 1991.

Dermed har det både ført landet gennem et enormt turismeboom samt overgangen til euroen.

For øjeblikket kæmper landet dog med blandt andet korruption og den højeste inflation i eurozonen.

Derudover er landet med en gennemsnitlig månedsløn på 1240 euro - omkring 9200 kroner - blandt de fattigste i EU.

I år har valgdeltagelsen været højere end ved det foregående valg i 2020.

Klokken 16.30 dansk tid - to timer inden valgstederne lukkede - var valgdeltagelsen på over 50 procent, oplyste valgkommissionen. Ved samme tid i 2020 lå den på 34 procent.

I flere måneder virkede Plenkovic og HDZ klar til at få en let sejr, der ville sikre hans tredje periode som premierminister.

Men i marts meddelte landets præsident, 57-årige Zoran Milanovic fra SDP, at han ville udfordre premierministeren som socialdemokraternes kandidat.

Blandt andet har han opfordret vælgere til at "gå ud og stemme på alle andre end HDZ".

Det kroatiske præsidentskab er overvejende et ceremonielt embede.

Plenkovic har anklaget sin rival for at overtræde forfatningen, engagere sig i hadtale og har kaldt ham en "kujon" for ikke at træde tilbage.

Ifølge statistiksiden Worldometer bor der lige under fire millioner mennesker i landet.

Kilde: /ritzau/AFP

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere
Konservative : Danmark skal have en sproglov Forsker : Det vil ingen effekt have på det sprog vi snakker til dag Læs mere