Udland

søn, 07 apr 2024

Kystvagt redder 1867 migranter og finder 13 døde i Middelhavet

Mange migranter, der rejser fra Tunesien, sætter kurs mod den italienske ø Lampedusa. (Arkivfoto).
Zakaria Abdelkafi/Ritzau Scanpix Mange migranter, der rejser fra Tunesien, sætter kurs mod den italienske ø Lampedusa. (Arkivfoto).

Den tunesiske kystvagt har reddet 1867 migranter op af Middelhavet og har desuden fundet 13 omkomne i vandet ud for Tunesien.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Redningen af migranterne og bjærgningen af ligene er sket ad flere omgange den seneste tid.

I takt med at foråret skrider frem, og vejret bliver bedre, forsøger flere og flere migranter at sejle fra Nordafrika over Middelhavet til især Italien.

Tidligere var det især Libyen, migranterne sejlede ud fra i håb om at få et bedre liv i Europa. I dag er det i stigende grad Tunesien, der bliver brugt som transitland i Nordafrika.

Sidste år blev 1313 migranter enten erklæret døde eller meldt savnet, efter at de forsøgte at sejle fra Tunesien til Europa.

Det var et rekordhøjt antal, meddelte en menneskerettighedsgruppe tidligere på året ifølge Reuters.

Dermed tegner de migranter, der sejler ud fra Tunesien, sig for mere end halvdelen af alle dødsfald og formodede dødsfald på Middelhavet i 2023.

I alt blev cirka 2500 mennesker registreret som enten døde eller savnede på den farefulde tur over havet, viser tal fra FN's Internationale Organisation for Migration. Det er en stigning på 75 procent i forhold til året før.

Et af de steder, som mange migranter sætter kurs mod, når de sejler fra Tunesien, er den italienske ø Lampedusa. Den ligger 130 kilometer fra den tunesiske kyst.

Der er søndag eftermiddag endnu ingen oplysninger om de migranter, der er henholdsvis fundet døde og reddet op af Middelhavet ved de seneste redningsaktioner ud for Tunesien.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forbløffet statsminister vil stoppe dansk hjælp til skyggeflåde Dansk skibsværft servicerer russiske naturgasskibe, hvilket statsminister finde... Læs mere
Mund- og klovsyge i Tyskland giver nye udfordringer for Danish Crown Store mængder tysk kød skal finde nye veje rundt i Europa, efter at Storbritan... Læs mere
Nato-lande vil skærpe sanktioner mod russisk skyggeflåde Ruslands skyggeflåde bør blokeres helt i Østersøen gennem sanktioner, mener ... Læs mere
Skattelettelser for 3,3 millioner danskere er lige om hjørnet Skatteminister Rasmus Stoklund (S) mener, at personskattereformen samlet set har... Læs mere
Mette F. om skyggeflåde: En måde for Rusland at fortsætte krig Mette Frederiksen er tirsdag til Nato-møde i Helsinki, hvor den russiske skygge... Læs mere