Udland

man, 19 feb 2024

af Mikkel Preisler

Macron og Zelenskyj advarer Europa om risiko for russisk angreb

Macron ses her, mens han afventer europæiske lederes ankomst i Elysée-Palæet i Paris.
Ludovic Marin/Ritzau Scanpix Macron ses her, mens han afventer europæiske lederes ankomst i Elysée-Palæet i Paris.

Europæiske lande er enige om, at de skal være klar til et muligt russisk angreb i de kommende år.

Det siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, mandag. Han har med kort varsel inviteret europæiske ledere til konference i Paris om krigen i Ukraine.

De europæiske lande er ifølge Macron også enige om, at der er brug for mere militær og økonomisk hjælp til Ukraine, som er presset i krigen.

Omkring 20 europæiske stats- og regeringsledere er mandag i Paris.

- Jeg har bemærket, at mere eller mindre alle lande, som er repræsenteret ved dette bord, har sagt, at konsensus er, at vi skal være klar om nogle få års tid til, at Rusland kan angribe disse lande, siger Macron ved åbningen af konferencen.

- Vi er alle enige om, at vi ikke ønsker at gå i krig med det russiske folk. Men vi er fast besluttet på at holde eskaleringen under kontrol.

Formålet med mødet er at se, hvordan man kan "gøre mere", hvad angår "miltær og økonomisk støtte", fortsætter den franske præsident.

Invitationen fra Macron kom, efter at hans rådgivere vurderede, at de har set en mere aggressiv russisk fremfærd de seneste uger.

Via videoforbindelse advarer Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, mandag om risikoen for en eskalering af konflikten.

- Vi må sikre, at Putin ikke kan ødelægge vores resultater og ikke kan udvide angrebet til andre lande, siger han.

Også statsminister Mette Frederiksen (S) deltager i mødet.

- Det er ikke alene Ukraines sikkerhed, der er på alles læber i Europa i denne tid. Det er Europas fred, stabilitet og frihed. Og dermed Europas fremtid, der er på spil, siger hun.

Kilde: /ritzau/Reuters

Andre læser også

Trump vil annektere Grønland Donald Trumps udtalelser om Grønland vækker bekymring Læs mere
Prisen på guld i voldsom vækst : Investorer søger sikre alternativer og kigger mod ædelmetaller I en usikkertid begynder flere og flere investorer at købe guld og ædelmetalle... Læs mere
Putin støtter våbenhvile : I teorien Vladimir Putin afviser ikke amerikansk udspil til en våbenhvile - men Putin har... Læs mere
Musk vil fyre op imod 20% af den amerikanske skattestyrelse DOGE ere nu nået til den amerikanske skattestyrelse og vil have arbejdsstyrke s... Læs mere
Trump vil indføre lov fra 1798 : Beregnet til krigstid Trump vil indføre krigstidslov fra 1798 for at fremskynde masse-deportationer. Læs mere