Udland

tir, 26 mar 2024

Mærsk afviser at skib er blevet angrebet af houthier

Houthi-bevægelsen hævder at have angrebet et Mærsk-skib ud for Yemen. Det er uklart, om skibet blev ramt i angrebet. Maersk afviser. (Arkivfoto).
Sergei Gapon/Ritzau Scanpix Houthi-bevægelsen hævder at have angrebet et Mærsk-skib ud for Yemen. Det er uklart, om skibet blev ramt i angrebet. Maersk afviser. (Arkivfoto).

Tirsdag har houthibevægelsen ifølge nyhedsbureauet Reuters oplyst, at et Mærsk-skib i løbet af de seneste tre døgn er blevet angrebet af bevægelsen.

Men det afviser Mærsk selv i en kommentar.

- I forbindelse med de seneste rapporteringer i medierne om et angreb på Maersk Saratoga i Adenbugten kan vi bekræfte, at der ikke er meldt om en sådan hændelse fra skibet, som lige nu sikkert fortsætter sin rejse frem til den nævnte lokation, skriver Mærsk i kommentaren.

Mærsk-skibet, som blev påstået angrebet af houthierne, sejler under amerikansk flag og hedder "Maersk Saratoga".

Houthibevægelsen har også hævdet at have angrebet fragtskibene "APL Detroit", der sejler under Singapores flag, og "Pretty Lady", der sejler under Maltas flag.

Angrebene blev begået med droner og missiler, sagde houthierne. Men det er endnu uvist, om nogen af skibene er blevet ramt.

Houthibevægelsen begyndte i november at angribe den kommercielle skibstrafik i Det Røde Hav og Adenbugten ud for Yemen.

Ifølge den militante bevægelse bliver angrebene begået i protest mod Israels krig mod Hamas i Gaza.

Houthierne, som har base i Yemen, er allierede med Hamas.

Risikoen for angreb har fået mange rederier til at sende deres skibe syd om Afrika, så de ikke skal sejle via Suezkanalen og Det Røde Hav, når de skal fra Europa til Asien eller omvendt.

For at beskytte den tilbageværende skibstrafik har en række lande med amerikanerne i spidsen sendt krigsskibe til Det Røde Hav.

Danmark deltager i den mission.

Derudover har USA sammen med Storbritannien iværksat en operation, der har til formål at angribe houthi-mål i Yemen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Endnu en minister fra Moderaterne vil i Folketinget Christina Egelund vil på stemmesedlen til næste folketingsvalg, der skal afhol... Læs mere
Løkke: Udvikling i Syrien vil få betydning for hele Mellemøsten Syriens præsident, Bashar al-Assad, har ifølge meldinger forladt Damaskus efte... Læs mere
Mette Frederiksen underskriver aftale med omstridt præsident Statsbesøg fra Egyptens præsident er blevet kritiseret, men Danmark har indgå... Læs mere
Danske unge får 15 millioner til Europa-rejser Regeringen har lørdag lanceret EuropaPuljen. Puljen skal bidrage til forståels... Læs mere
Ministre vil have Google til at stoppe eksperiment i Danmark Google har igangsat et tiltag, hvor danskere ikke kan søge nyhedsartikler frem ... Læs mere