Udland

man, 15 apr 2024

Millioner har brug for nødhjælp efter et år med krig i Sudan

Mange sudanske børn er fejlernærede, og behovet for nødhjælp er i det hele taget stort i Sudan, hvorfra mange også er flygtet. Her ses et barn blive behandlet for fejlernæring på en klinik i nabolandet Tchad den 6. april.
Patricia Simon/Ritzau Scanpix Mange sudanske børn er fejlernærede, og behovet for nødhjælp er i det hele taget stort i Sudan, hvorfra mange også er flygtet. Her ses et barn blive behandlet for fejlernæring på en klinik i nabolandet Tchad den 6. april.

14 millioner sudanske børn har brug for humanitær bistand efter et år med krig.

Sådan lyder det fra organisationen Red Barnet, som kalder situationen i det østafrikanske land en ekstremt omfattende humanitær katastrofe.

Mandag er det præcis et år siden, at konflikten mellem den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) og Sudans militær brød ud.

På trods af at så mange millioner børn og familier er berørte af krigen, er den næsten blevet helt glemt i internationale sammenhænge, mener Red Barnet.

- Ser man på, hvor mange børn der er ramt, er det her faktisk den værste humanitære krise for børn på verdensplan lige nu, siger Jakob Eilsøe Mikkelsen, chef for Red Barnets arbejde i Afrika.

Han forklarer, at mange børn er fejlernærede, og at der også er eksempler på, at børn er blevet direkte ramt af kamphandlinger, herunder bombeangreb på skoler.

- Alligevel er konflikten blevet lidt glemt, og der er ikke nogen udsigt til, at den vil stoppe lige foreløbig, medmindre der kommer et meget større fokus på den, og der bliver lagt pres på de stridende parter, siger Jakob Eilsøe Mikkelsen.

Han peger på krigene i Ukraine og Gaza som konflikter, der i hans optik får langt mere opmærksomhed.

- Vi ønsker ikke at pege fingre, for det er helt berettiget, at de konflikter optager rigtigt mange.

- Men som børnerettighedsorganisation føler vi en forpligtelse til at skabe noget mere fokus på situationen i Sudan, fordi så mange børn er berørte af krigen, siger Jakob Eilsøe Mikkelsen.

Han glæder sig derfor over, at USA for nylig har opfordret verdenssamfundet til at gøre mere for Sudans befolkning.

Ifølge landets FN-ambassadør, Linda Thomas-Greenfield, har verden "i det store og hele forholdt sig tavs", mens situationen i Sudan gradvist er blevet forværret.

Det sagde hun fredag, hvor hun opfordrede til øjeblikkelig handling fra det internationale samfund.

Også Frankrig og Tyskland vil skabe mere opmærksomhed på de humanitære forhold i Sudan.

De to lande står sammen med EU i spidsen for en konference mandag i Paris, hvor situationen i Sudan skal diskuteres.

Det giver grobund for optimisme, siger Jakob Eilsøe Mikkelsen.

- Det giver mig et lille håb om, at der nu vil blive lagt mere pres på parterne, og at der samtidig bliver tildelt nogle flere midler til nødhjælp.

Ifølge FN's flygtningeagentur, UNHCR, er finansieringen af nødhjælp til Sudan "kritisk lav".

På nuværende tidspunkt er der kun penge nok til at dække seks procent af behovet for humanitær bistand, har UNHCR oplyst.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Dansk lånesystem sælges til biblioteker i både Tyskland og Sverige Systemet Cicero er senest blevet solgt til Stadsbiblioteket i Stockholm og dets ... Læs mere
Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere