Udland

søn, 14 apr 2024

Mor til baby er blandt de dræbte i knivstikkeri i Sydney

Seks personer har mistet livet i et knivstikkeri i Sydney, der fandt sted lørdag.
Rick Rycroft/Ritzau Scanpix Seks personer har mistet livet i et knivstikkeri i Sydney, der fandt sted lørdag.

En mor til en baby er blandt de dræbte i et knivstikkeri i Sydney.

Det bekræfter politiet i den australske storby ifølge det britiske medie Sky News. Hun døde efter at være blevet bragt på hospitalet.

Angrebet fandt sted tidligere lørdag i et indkøbscenter og har foreløbigt kostet seks personer - fem kvinder og en mand - livet.

Hendes ni måneder gamle baby blev også såret i angrebet og bragt til hospitalet. Der er umiddelbart ingen meldinger om, at babyen også skulle have mistet livet.

Indledningsvis meldte politiet om fem dræbte, men en talsperson for australsk politi opjusterede senere antallet til seks personer.

Sky News skrev tidligere, at otte mennesker blev behandlet på hospitaler rundt om i Sydney, herunder babyen, der blev opereret.

Knivstikkeriet skete i indkøbscenteret Westfield, hvor gerningsmanden angreb flere personer.

Gerningsmanden, som er blevet dræbt af politiet, menes at have handlet på egen hånd, vurderes det ud fra foreløbige oplysninger.

Vicepolitidirektør Anthony Cooke sagde ifølge mediet The Sydney Morning Herald, at en betjent befandt sig i området og gik ind i centret.

Her blev hun peget i retning af den formodede gerningsmand af en række mennesker derinde.

- Hun konfronterede gerningsmanden, der på det tidspunkt havde bevæget sig til femte etage. Hun fortsatte med at gå hurtigt bag ham for at indhente ham, sagde Cooke.

- Han vendte sig om mod hende, hævede sin kniv. Hun skød, og den person er nu død.

Politidirektør Karen Webb sagde ifølge nyhedsbureauet AFP, at gerningsmanden menes at være en 40-årig mand, som er kendt af politiet. Endnu er personen dog ikke formelt identificeret.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forbløffet statsminister vil stoppe dansk hjælp til skyggeflåde Dansk skibsværft servicerer russiske naturgasskibe, hvilket statsminister finde... Læs mere
Mund- og klovsyge i Tyskland giver nye udfordringer for Danish Crown Store mængder tysk kød skal finde nye veje rundt i Europa, efter at Storbritan... Læs mere
Nato-lande vil skærpe sanktioner mod russisk skyggeflåde Ruslands skyggeflåde bør blokeres helt i Østersøen gennem sanktioner, mener ... Læs mere
Skattelettelser for 3,3 millioner danskere er lige om hjørnet Skatteminister Rasmus Stoklund (S) mener, at personskattereformen samlet set har... Læs mere
Mette F. om skyggeflåde: En måde for Rusland at fortsætte krig Mette Frederiksen er tirsdag til Nato-møde i Helsinki, hvor den russiske skygge... Læs mere