Aleksej Navalnyjs mor, Ljudmila Navalnaja, rejser til straffekolonien i Sibirien, hvor Putin-kritikeren blev meldt død fredag.
Det skriver avisen Novaya Gazeta.
Hun rejser til fængslet, som ligger i Sibirien, sammen med Aleksej Navalnyjs advokat.
Navalnyjs mor har tidligere sagt, at sønnen var ved godt mod og helbred, da hun besøgte ham i fængslet mandag.
- Jeg vil ikke høre på kondolencer. Vi så ham i fængslet den 12. februar. Han var i live, rask og glad, sagde hun til Novaya Gazeta.
I en udtalelse, som blev streamet live på YouTube fredag, siger Kira Jarmysj, som er talsperson for Navalnyjs stab, at der "næsten intet håb" er om, at den russiske oppositionsleder er i live.
Fængselsmyndighederne meddelte fredag, at Navalnyj var død. Han skulle være blevet syg og faldet bevidstløs om efter en gårdtur. Trods førstehjælp og forsøg på genoplivning døde han.
Navalnyj var blevet sendt til straffekolonien "Polar Ulven" i Sibirien.
Sent fredag holdt Navalnyjs hold et pressemøde, hvor de sagde, at den 47-årige oppositionspolitikers død var et mord, og at præsident Vladimir Putin har kremlkritikerens blod på sine hænder.
En række af verdens ledere har peget på Kreml og sagt, at den russiske leder har skylden for Navalnyjs død.
I Ruslands statslige medier, der sjældent beretter noget om oppositionspolitikere, har der været meget lidt dækning af Navalnyjs død ifølge BBC.
Der gik en time, før de to mest populære tv-kanaler bragte nyheden om, at Navalnyj blev meldt død. Der blev ikke oplyst noget om, hvem han var, eller hvorfor han var blevet fængslet.
Myndighederne i Moskva advarer offentligheden mod at deltage i protester. Videoer på sociale medier viste snesevis af russere lægge blomster og kranse ved monumenter for ofre for politiske undertrykkelse i forskellige byer.
Mere end 100 personer meldes anholdt forskellige steder i Rusland i forbindelse med protester i kølvandet på meldingen om den russiske oppositionsleders død.
Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, beskyldte vestlige ledere for "absolut uacceptable" og "hysteriske" reaktioner på Navalnyjs død.
Prorussiske kanaler på sociale medier rapporterer mest, at Putin bliver anklaget i sagen, selv om der ikke foreligger nogle beviser.
Nyheden om kremlkritikerens død kom dagen inden den russiske præsidentvalgkamp formelt bliver indledt.
Navalnyj opfordrede i begyndelsen af februar de russiske vælgere til at protestere mod manglende frihed ved valget ved at "skabe kaos" ved valglokalerne.
Navalnyj, som især førte kampagne mod korruption og magtmisbrug i sit land, var den eneste, som kunne betegnes som en seriøs modkandidat til Putin.
Han var bragt af vejen i fængslet og er nu død, og Kreml kontrollerer alle statslige medier fuldstændigt.
Kilde: /ritzau/Reuters