Udland

tor, 18 apr 2024

Norge og USA vil arbejde tættere sammen om minedrift

Det fremgår ikke, præcis hvad en eventuel samarbejdsaftale skal dække over, eller hvornår landene ventes at nå til enighed om en sådan aftale. (Arkivfoto).
Katerina Sulova/Ritzau Scanpix Det fremgår ikke, præcis hvad en eventuel samarbejdsaftale skal dække over, eller hvornår landene ventes at nå til enighed om en sådan aftale. (Arkivfoto).

Norge og USA vil forsøge at øge deres samarbejde om udvinding af mineraler.

Det fremgår af en fælles udtalelse fra de to lande, som Det Hvide Hus har delt på sin hjemmeside natten til torsdag dansk tid.

Den kommer, efter at Norges handels- og industriminister, Jan Christian Vestre, har været i Washington D.C. for at mødes med Det Hvide Hus' sikkerhedsrådgiver inden for international økonomi, Daleep Singh.

På mødet underskrev de begge en hensigtserklæring om, at de to lande skal arbejde på at nå frem til en samarbejdsaftale vedrørende handlen med mineraler.

- USA og Norge har til hensigt at bygge videre på flere måneders konstruktiv dialog gennem en koordineret indsats om de udfordringer og muligheder, der karakteriserer markedet for vigtige mineraler, lyder det.

Samarbejdet skal blandt andet fokusere på at forbedre arbejds- og miljøforholdene i industriens største forsyningskæder.

- USA og Norge vil styrke samarbejdet for at sikre langsigtet kommerciel levedygtighed for en bæredygtig og markedsorienteret udvinding af vigtige mineraler i USA, Norge og på globalt plan.

Det fremgår ikke, præcis hvad en eventuel samarbejdsaftale skal dække over, eller hvornår landene ventes at nå til enighed om en sådan aftale.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB var onsdagens møde mellem den norske minister og den amerikanske sikkerhedsrådgiver en opfølgning på et tidligere møde mellem USA og Norge om emnet. Det fandt sted i foråret 2023.

I december sidste år blev den norske regering sammen med de to oppositionspartier Høyre og Fremskrittspartiet enige om at påbegynde udviklingen af mineraler på havbunden.

Minedrift på havbunden er meget omstridt, og Norge, der ikke er medlem af EU, ønsker at bruge mineralerne i blandt andet produktionen af vindmøller, elbiler og batterier.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere
Ministerium får skarp kritik for tilsyn med landbruget I alt to ministerier får kritik for tilsyn med landbrugets udledning af kvælst... Læs mere