Udland

lør, 02 mar 2024

Norges kong Harald får midlertidig pacemaker

Kong Harald har de seneste år hyppigt haft problemer med helbredet. (Arkivfoto).
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Kong Harald har de seneste år hyppigt haft problemer med helbredet. (Arkivfoto).

Norges Kong Harald har fået indlagt en midlertidig pacemaker.

Det oplyser det norske kongehus lørdag.

Det er sket, mens den 87-årige konge er indlagt på et hospital i Malaysia, hvor han holdt ferie.

- Pacemakeren blev implanteret på grund af lav hjertefrekvens, siger kongens livlæge, Bjørn Bendz.

- Beslutningen blev taget tidligt i dag, og indgrebet var vellykket. Kongen har det efter omstændighederne godt, men har fortsat brug for hvile. Indgrebet vil gøre hjemrejsen tryggere, fortsætter livlægen.

Hjemtransporten ventes at finde sted i løbet af nogle dage, oplyser kongehuset.

Det er tidligere blevet oplyst, at kongen var indlagt med en infektion. Han er indlagt på hospitalet Sultanah Maliha på Langkawi.

Pacemakere kan bruges til at behandle rytmeforstyrrelser i hjertet, hvis man for eksempel har unormalt langsom hjerterytme. Den overvåger hjertets elektriske aktivitet.

Ifølge sundhed.dk kan en midlertidig pacemaker afgive "elektriske impulser via en ledning, der er ført ind til hjertet gennem en blodåre".

- Selve batteriet er en lille kasse udenfor kroppen, der er tilsluttet ledningen. Man fjerner hele systemet med ledningen, når man ikke længere har behov for den, står der på sundhed.dk.

Også tidligere dette år har kong Harald været sygemeldt.

Onsdag 31. januar blev han sygemeldt med en luftvejsinfektion, og tidligt i februar vendte han tilbage til pligterne.

Kong Harald har de seneste år flere gange haft problemer med helbredet.

Kong Harald har siddet på tronen siden 1991. Han og dronning Sonja har to børn - kronprins Haakon og prinsesse Märtha Louise.

Kilde: /ritzau/NTB

Andre læser også

Forbløffet statsminister vil stoppe dansk hjælp til skyggeflåde Dansk skibsværft servicerer russiske naturgasskibe, hvilket statsminister finde... Læs mere
Mund- og klovsyge i Tyskland giver nye udfordringer for Danish Crown Store mængder tysk kød skal finde nye veje rundt i Europa, efter at Storbritan... Læs mere
Nato-lande vil skærpe sanktioner mod russisk skyggeflåde Ruslands skyggeflåde bør blokeres helt i Østersøen gennem sanktioner, mener ... Læs mere
Skattelettelser for 3,3 millioner danskere er lige om hjørnet Skatteminister Rasmus Stoklund (S) mener, at personskattereformen samlet set har... Læs mere
Mette F. om skyggeflåde: En måde for Rusland at fortsætte krig Mette Frederiksen er tirsdag til Nato-møde i Helsinki, hvor den russiske skygge... Læs mere